Kristeligt Dagblad mener: Sæt farten ned og refleksionen op

Dansk politik er ikke så ringe endda. Men grund til at passe på

Den danske politiske kultur er tilsyneladende syg og inde i en dødsspiral i en uhellig alliance mellem politikere, medier og embedsfolk. I hvert fald hvis man lytter til kritikken, der i øjeblikket fremsættes fra flere sider af såvel den politiske arbejdsform som kvaliteten af lovgivningen. Ifølge Sigge Winther Nielsen, der er vicedirektør i fagforeningen Djøf og aktuel med bogen ”Entreprenørstaten”, tyr politikerne til stadig lettere løsninger på komplekse problemer for at se handlekraftige ud i medierne. Og for nylig var det journalist Anders Langballe, der i bogen ”Forfra” skød på medierne for at løbe i samme retning og gå i selvsving over enkeltsager, hvor det ofte udvikler sig til en kalkunjagt på enkelte politikere og ministre. Mange politikere rammes af stress, blandt andre tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V), der har erkendt, hvordan han også selv har gjort sig skyldig i forsøg på at opnå lette point ved som oppositionspolitiker at kalde ministeren i samråd for syns skyld. Og endelig tog De Konservatives Rasmus Jarlov bladet fra munden i sidste uge, da han kritiserede regeringen for at jappe store coronahjælpepakker igennem uden at give Folketingets partier en chance for at sætte sig ind i et omfattende og komplekst materiale.

Og ja. Det går hurtigt, og minksagen havde formentlig taget sig anderledes ud, hvis regeringen allerede sidste sommer havde taget hånd om den i stedet for at vente, til der blev slået Wuhan-alarm, og alle dyr i huj og hast skulle aflives. Som beskrevet i Kristeligt Dagblad har Familieretshuset heller ikke vist sig at være svaret på de komplekse skilsmissesager, og i folkeskolen har elever og lærere været udsat for et utal af reformer, som ikke for alvor har ændret på, at for mange klarer sig for dårligt. For slet ikke at glemme integrationspolitikken, hvor den ene pakke har afløst den anden uden at løse problemet med lavere beskæftigelse og højere kriminalitet blandt indvandrere fra navnlig Mellemøsten.

Alligevel kigger mange lande misundeligt til Danmark, når det gælder reformer. Mens de fleste europæiske lande slås med en pensionsalder og finansiering, der ikke stemmer overens med deres demografi, og hvor det i dag er ekstremt svært at ændre på, da de midaldrende og ældre vælgere sjovt nok ikke synes, der skal røres ved goderne, er det anderledes herhjemme. Allerede i 1980’erne lavede politikerne i samarbejde med arbejdsmarkedets parter en vigtig fremtidssikring med arbejdsmarkedspensionerne, så alle i dag i et vist omfang selv sparer op til den tredje alder. Det blev fulgt op af velfærdsaftalen i 2000’erne, hvor pensionsalderen blev koblet sammen med den stigende levealder. En model, der passer til en befolkning, som bliver stadig mere grå i toppen og en model baseret på brede forlig, der sikrer langtidsholdbarheden.

Så ja. Der er både torne og roser, og der er grund til at være på vagt, for tempoet i et intenst mediedækket samfund indebærer en reel risiko for, at politikken bliver overfladisk og byder på for lette svar på tidens svære spørgsmål. Det er ingen tjent med.