Sæt fuld fart på grøn omstilling

Danmark bør gå forrest med socialt balanceret klimasatsning

De fleste danskere har forstået det. Klimadagsordenen er for vigtig til at blive overladt til faktaresistente skeptikere eller et nølende FN-system. I en måling foretaget af analysebureauet Norstat er klima og miljø nu helt i top over de vigtigste emner frem mod det kommende folketingsvalg, foran sundhed og udlændingepolitik. Ved den netop afsluttede klimakonference, COP24, i Katowice i Polen lykkedes det med hiv og sving det internationale samfund at lande en aftale, som sikrer en fælles retning i begrænsningen af den globale opvarmning. Det er helt afgørende, at flertallet af verdens lande ufortrødent fortsætter klimakampen.

Danmark har de bedste forudsætninger for at gå forrest og sætte fuld fart på udviklingen. Med sit seneste klimaudspil har VLAK-regeringen vist vilje til at gå et stykke ad vejen. Men det er heller ikke nogen hemmelighed, at især Venstres tætte forbindelser til landbruget er med til at sænke farten. Hensynet til eksporten og landbruget er forståeligt, men det er også nødvendigt at bane vejen for et mentalt fokusskift, hvor landbruget i stigende grad satser på kvalitet og bæredygtighed. Som med det meste, der har med mennesker at gøre, er også klimadebatten fyldt med hykleri og dobbeltmoral. Når netmediet Zetland springer ud som klimaaktivister og samtidig hverver nye læsere ved at annoncesamarbejde om billigere flyrejser, og når klimafrelste politikere drøner kloden rundt, er det værd at påpege inkonsistensen. Men det ændrer ikke ved, at grøn omstilling er rettidig omhu.

En klog klimasatsning handler først og fremmest om offensive politiske prioriteringer og om massive investeringer i ny grøn teknologi, men som forbrugere skal vi alle sammen indstille os på, at omstillingen kræver noget af os. Det betyder ikke, at vi skal vandre rundt i en sky af dårlig samvittighed, men det betyder, at vi skal tænke os om, når vi forbruger, og når vi rejser.

Klimabevidste valg er lettere for nogle end for andre. Derfor skal den grønne omstilling også være socialt balanceret. Den franske præsident Macron har gjort os alle en stor tjeneste ved at vise, hvordan man ikke skal gøre det. Det dur simpelthen ikke at indføre afgifter på alt fra benzin til oksekød, som privilegerede mennesker kan omgå eller betale sig fra, mens mindre privilegerede rammes hårdt. Men tilpasninger af afgifter kan implementeres klogt, så de, der i forvejen har, bærer den største del af byrden. Samtidig kan en målrettet klimasatsning skabe masser af nye arbejdspladser, som kommer alle til gavn.

En tid endnu vil der være folk, som siger, at så længe Trump ikke vil lege med, og Kina opfører enorme kulkraftværker til at forsyne en voksende middelklasse, kan det være lige meget, hvad Danmark gør. Men hvis den modløse og opgivende holdning satte dagsordenen for samfundet, var der ikke meget at stå op for om morgenen. Når vi på et oplyst grundlag kan se, at den grønne omstilling er vejen at gå, skal vi selvfølgelig gøre det – med kløgt, kampgejst og rettidig omhu.