Kristeligt Dagblad mener: Sæt grænser for statens naivitet

En flygtning, som begår mord, bør ikke have hjemrejsestøtte

Det er en ulykkelig sag om mordet på den 26-årige syrer Huda Ali Ahmad og hendes 8-årige søn, Kristeligt Dagblad siden i fredag er begyndt at optrevle for læserne. Optrevle er ellers normalt et ord, som er reserveret politi og myndigheder, men hverken det danske politi eller Udenrigsministeriet har øjensynlig haft den store interesse i at granske netop denne sag. Huda Ali Ahmad og hendes søn, der flygtede til Danmark i 2015, er ifølge Kristeligt Dagblads research blevet myrdet i februar i det nordlige Syrien, og her sidder hendes ægtemand Hussein Abbas varetægtsfængslet for drabene, som han har tilstået. Han har allerede i februar modtaget den første rate på 100.000 kroner af den såkaldte repatrieringsstøtte, som skulle hjælpe ham til en ny tilværelse i hjemlandet Syrien. Næste år venter så muligvis – trods de to drab – endnu en pengeoverførsel til ham fra Danmark på godt 100.000 kroner.

En ulykkelig sag, ja, men under en anden synsvinkel er det også ”blot” endnu en forfærdelig skæbne blandt de hundredtusinder af mennesker, som er blevet slået ihjel under den blodige borgerkrig i Syrien. Og ”blot” endnu et offer for den forfærdelige æresrelaterede vold, som desværre trives i dele af den mellemøstlige og islamiske kultur. Den kultur, som forfatteren Sara Omar blandt andre har tegnet et rædselsvækkende billede af i bøgerne Dødevaskeren og Skyggedanseren.

Den voldsomme kvindeundertrykkelse har gennem årtier vanskeliggjort integration af indvandrere og flygtninge fra disse områder, og det har igen skabt et massivt politisk pres fra højre til venstre for at få stoppet indvandringen og for at få sendt så mange som overhovedet muligt hjem igen. Udlændinge- og Integrationsministeriet kunne så i går glædesstrålende berette, at antallet af fraflyttere i Danmark i 2019 for første gang i mange år oversteg antallet af tilflyttere.

Repatrieringsloven, som blev indført i 2011, skønnes at have haft en vis effekt for udviklingen, selvom 9 ud af 10 stadig er flyttet tilbage uden at få penge med fra den danske stat. Repatrieringsordningen blev indført i 2011 og giver nogle herboende udlændinge mulighed for at få omkring 200.000 kroner med til at begynde en ny tilværelse i deres hjemlande. Overordnet kan man godt undre sig, for hvis der er sikkerhed i det land, man skal flytte hjem til, har man som flygtning på midlertidigt ophold under alle omstændigheder pligt til at rejse. Det hører dog med, at også andre end flygtninge kan bruge ordningen. Ligesom man kan argumentere for, at et rigt land som Danmark bør yde en vis starthjælp til mennesker, som måske har tabt alt under en flugt. Samfundsøkonomisk er det en ren vindersag for Danmark, som typisk vil spare store beløb på kontanthjælp og andre offentlige ydelser, hver gang en flygtning vender hjem.

Det virker dog stadig som den totale statslige naivitet, at man tilsyneladende har skruet ordningen sådan sammen, at selv ikke den værste forbrydelse kan forhindre, at man kan få alle pengene udbetalt. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har bebudet en lovændring, men spørgsmålet er, om det er muligt at gennemføre i praksis. Den danske stat kan af naturlige grunde ikke følge med i, hvordan alle repatrierede opfører sig, når de er ude af Danmark, og det vil i høj grad bero på tilfældigheder, om man hører om en sag som den aktuelle om Huda Ali Ahmad. Man kan dog kun ønske ministeren god vind med at finde en løsning, men desværre er det nok tvivlsomt, om det lykkes.