Vi har kun set begyndelsen. I takt med at vores viden om det sunde liv vokser, og mængden af data om borgernes liv hober sig op hos myndighederne, vil vi også i stigende grad indrette vores samfund og vores liv efter den viden.
Som Kristeligt Dagblad kunne fortælle i går, anbefaler et flertal i Det Etiske Råd nu, at myndighederne i stigende grad kontakter borgere, der kan have øget risiko for livsstilssygdomme. I fagsprog kaldes det ”tidlig opsporing”, og det kan blandt andet betyde, at en kommune ser nærmere på de data, der kommer ind fra skolernes sundhedsplejersker og sender et venligt, men umisforståeligt brev til de forældre, hvis børn har et BMI over 25. Mulighederne for på denne måde at skubbe borgerne, de unge, de gamle og de virkeligt dyre i en bestemt retning er enorme. Kommunerne kan spare penge, og hvem kan vel have noget imod, at vi som samfund i god tid tager os af hinandens velbefindende. Ja, hvem kan vel det?
Hvis ikke Det Etiske Råd længere finder det nødvendigt at advare mod den glidebane, der kan være forbundet med statslig adfærdsregulering, så er det værd at gøre her. Selvfølgelig er det som udgangspunkt helt i orden, at staten oplyser borgere om sundhed og risici ved bestemte måder at leve på. Men vi skal sondre mellem fornuftige tiltag som screeninger og oplysningskampagner og målrettede databaserede indgreb mod enkeltgrupper, hvor sidstnævnte rummer store risici.
Vi har allerede hørt om Gladsaxe-modellen, hvor kommunen ved hjælp af sundhedsdata, bopæl og etnicitet udarbejdede et pointsystem og en månedlig liste over familier, hvor børnene var i risikozonen for at udvikle sig til socialt udsatte. Vi ved jo godt, hvilke grupper i samfundet, der bliver ramt af denne tilgang. De, som i forvejen har deres på det tørre, bliver ikke forstyrret og får ovenikøbet en mere effektiv brug af skattemidlerne. Det er de 10-15 procent på overførselsindkomster, der i forvejen kæmper for at hænge på, som kan se frem til mere kærlig kommunal kommunikation. I Kina arbejder de meget målrettet med den slags. Er du en syver, så kan du få, er du en firer, så må du gå.
Der er grund til at advare kraftigt mod den udvikling, som er og bliver en umyndiggørelse af borgerne og en klar overskridelse af, hvordan staten i et frit samfund kan gebærde sig over for det enkelte menneske.
Men hvor går grænsen så mellem rimelig hjælp og urimelig umyndiggørelse? Det er umuligt at sige én gang for alle, men at sætte mennesket før data er et godt afsæt. Det betyder blandt andet, at den enkelte sundhedsplejerske naturligvis kan tage en samtale med det barn og de forældre, hvor der er behov for hjælp. Ligesom en læge med råd og vejledning kan opfordre den enkelte overvægtige til at ændre sin livsstil. Men vi kan ikke leve med at automatisere den praksis hinsides det menneskelige. Og det kan godt være, at der er mange penge at spare. Men det er intet imod, hvad vi kan tabe, hvis vi ikke tænker os om.