Prøv avisen

Kristeligt Dagblad mener: Sæt muslimer fri til at vælge tro

Af Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke, tro og historie

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Bevægelse for mere trosfrihed inden for islam skal støttes

En af de gode nyheder denne sommer var, at Sudan droppede dødsstraf for muslimer, der forlader islam. Selvom det næppe betyder, at sudanesere problemfrit kan skifte religion, er det et vigtigt skridt. Der er dog stadig dødsstraf for frafald i lande som Afghanistan, Brunei, Maldiverne, De Forenede Arabiske Emirater, Mauretanien, Qatar, Saudi-Arabien og Somalia.

Det er slående, hvor tydeligt muslimske lande skiller sig ud, når det gælder dødsstraffen her. Og ufriheden er institutionaliseret. I Vesten kan det have sociale konsekvenser at forlade en religion. Men staterne har ikke dødsstraf for at benytte den trosfrihed, som er alle menneskers umistelige ret. Der er her en iøjnefaldende forskel i synet på frihed, som det er uetisk at lukke øjenene for eller bare at bagatellisere.

Straffelovene mod frafaldne skyldes ikke et ekstremistisk mindretal. De har folkelig opbakning mange steder. I flere islamiske lande støtter over halvdelen af de muslimske borgere dødsstraf for frafald ifølge en stor undersøgelse fra analyseinstituttet PEW fra 2013.

Den udbredte modstand mod retten til at fravælge islam er veldokumenteret. Fænomenet går igen i muslimske lande fra Afrika over Mellemøsten til Sydøstasien. Der er en tydelig sammenhæng mellem religion og lovgivning, selvom automatreaktionen fra velmenende sjæle vil være, at det intet har med religion at gøre. Virkeligheden er bare, at århundreders religiøse traditioner er lejret dybt i de sociale normer. Derfor kan forfølgelsen af de frafaldne heller ikke bare stoppes med love gennemført fra oven. Man skal fra neden opbygge en basal forståelse for trosfrihed, som er uudviklet i mange muslimske kulturer. Der er kort sagt langt i mål.

Man behøver ikke følge mange islamkritikere med muslimsk baggrund på sociale medier for at se, at trusler mod frafaldne også findes i Danmark. Det er mere uklart, hvor omfattende volden mod dem er. Men der er under alle omstændigheder rigeligt brug for Foreningen Frafalden, som for nylig er stiftet for at tilbyde hjælp til eks-muslimer. Medlemmerne mødes på en hemmelig adresse, ligesom liberale moskéer med kvindelige imamer har været nødt til flere steder i Europa.

For muslimer er fordømmelse af frafaldslove en oplagt mulighed for at vise, at islam og demokrati kan fungere sammen. Og en del muslimske politikere og opinionsdannere samt liberale imamer har da også fordømt undertrykkelsen. Men flere konservative stemmer tier. Til dem skal det siges, at man ikke kan kalde sig demokrat, hvis man ikke anerkender retten til at skifte tro.

Muslimske lande bør sætte deres borgere fri til at vælge religion. Hvis man tager ordet demokrati i sin mund, kan man ikke samtidig straffe mennesker for at konvertere. Man kan ikke være demokrat mod trosfrihed. Der er bevægelse på feltet i Sudan. Det kan også ske andre steder.