At sætte sig det gode for

Vi skal gøre det gode for andre, fordi vi skal. Banalt – men sandt

Henrik Hoffmann-Hansen
Henrik Hoffmann-Hansen.

Teologen og religionsfilosoffen K.E. Løgstrup mente, at den etiske fordring til mennesket er ”radikal, tavs, ensidig og uopfyldelig”. Filosofisk er det sandt. Fordringen om næstekærlighed kan pr. definition ikke være halvhjertet, ligesom det menneske, man ventes at gøre godt imod, ikke kan kræve, at man gør det. Han eller hun kan heller ikke kræve noget til gengæld, og i yderste konsekvens er fordringen uopfyldelig. Menneskets egoisme står i vejen for den fuldendte kærlighed.

Løgstrups anliggende var at formulere en universel etik, men definitionen flugter med et kristent menneskesyn og Jesu bud om, at vi skal elske næsten som os selv. Det bud kan intet menneske honorere, men hvad stiller vi så op med det?

Det spørgsmål synes relevant op til et årsskifte. Det er den tid, da mange formulerer nytårsforsæt, det vil sige gode handlinger, de sætter sig for at gøre i det nye år. Indimellem måske mest med tanke for eget helbred og egen trivsel.

Kristeligt Dagblad bragte i avisen i fredags 12 artikler om mennesker, der på forskellig måde har gjort noget godt for andre. Eksemplerne spænder vidt. Fra kasseekspedienten, der instinktivt hjælper med at forhindre et røveri mod en kollega i butikken, til professoren, som har sat sig i spidsen for at få genåbnet en togstation i sin landsby. Fra efterskoleeleven, der hjælper en ældre enke med at forberede julen, til landbrugsarbejderen, som kommer en nødstedt kollega i livsfare til undsætning efter en ulykke med en landbrugsmaskine. Der kan formentlig siges mange kloge ord om deres motiver, medmenneskelighed og egeninteresse. Det korte af det lange er, at de konkret gjorde noget til glæde for andre. De fulgte fordringen om at vise næstekærlighed.

Det er eksempler til efterfølgelse. Jamen, hvad nytter det i det store billede, kan man spørge. Verden har uoverskuelige problemer med overforbrug af ressourcer, klimaforandringer, krige og endeløse flygtningestrømme. Problemer, der kan virke lige så handlingslammende som det med, at den etiske fordring principielt er uopfyldelig. Hvad skal det nytte at flyve mindre, sortere sit skrald eller hjælpe naboen, når verden alligevel går under? Svaret er, at man skal gøre det gode, fordi man skal. Det er den banale fordring til os som mennesker.

Det betyder ikke, at man skal opgive fællesskabets og samfundets ansvar. En meget stor del af den politiske debat handler netop om balancen mellem personligt og fælles ansvar. I Danmark har vi lagt stadig flere opgaver over til skattefinansiering i stat, regioner og kommuner, men det er en fejl at tro, at det fritager den enkelte for ansvar. Vel kan verdens miljø- og klimaproblemer ikke løses ved, at nok så mange mennesker spiser vegetarisk eller lader være med at flyve. Der skal politiske beslutninger og investeringer til, hvis de problemer skal løses. Derfor kan og bør den enkelte alligevel yde sit. Præcis som man i demokratiet ønsker, at så mange som muligt stemmer, selvom den enkelte stemme er meningsløs. Det er uhyre sjældent, at blot en enkelt stemme ændrer udfaldet af et nationalt, politisk valg. Alligevel er der om ikke andet en moralsk pligt til at sætte sit kryds.

Denne irrationelle fordring gælder også det enkelte menneskes relation til andre mennesker. Når det mislykkes at leve op til den, er der tilgivelse at få – det er en anden og endnu vigtigere historie. Så sæt dig trygt for at gøre det gode i det nye år! For andre.