I går faldt der dom ved byretten i Rønne i en sag, som har haft hele verdens bevågenhed. To mænd fik hver 14 års fængsel for et afstumpet mord på 28-årige Phillip Mbuji Johansen. Det er imidlertid ikke så meget mordet i sig selv, men derimod forestillingen om et racistisk motiv bag mordet, som har fanget alverdens interesse.
Problemet er bare, at sagens faktuelle omstændigheder ikke tyder på et sådant racistisk motiv. Politi og anklagemyndighed har ikke kunnet finde forhold, der peger på en hadbrydelse, men derimod på en række andre mulige motiver. Det betyder bare ingenting for de mange aktører, der pinedød vil have sagen fra Bornholm til at handle om racisme. Eller endnu bedre: strukturel racisme, som det hedder på moderne pseudoakademisk nudansk. For det må da være tilfældet, når den dræbte havde afrikansk baggrund, og en af de dømte ovenikøbet havde et hagekors tatoveret på det ene ben.
Så Black-Lives-Matter er rykket til Bornholm, hvor de demonstrerer mod racistiske hadforbrydelser. Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, som nødigt vil misse en god anledning til at tale om hvides undertrykkelse af sorte, fastholder stædigt, at der altså må være noget om snakken.
DR’s retsreporter kan fortælle, hvordan alle hendes kolleger fra udenlandske medier simpelthen ikke kan forstå, at den danske anklagemyndighed ser bort fra de racistiske over- og undertoner, som de uafladeligt skriver om i internationale medier. Og forfatter Carsten Jensen trumfer dem alle ved at kalde sagen for et klokkeklart eksempel på den danske stats indgroede racisme. Hverken domstolen eller danskere i almindelighed kan se racismen, fordi den er så indgroet en del af os. Siger Jensen. Og så kan anklagemyndigheden jo bare pakke sig. Vi er jo alle racister.
Den bornholmske sag er tragisk. Først og fremmest fordi et menneske er blevet brutalt slået ihjel. Men den er også symptomatisk for en tid, hvor debatten er blevet så indædt og forbenet, at det betyder stadigt mindre, hvad der sker i virkeligheden.
Bekræftelses-bias kalder man i psykologien menneskets tilbøjelighed til at tolke nye oplysninger på en måde, som bekræfter den forståelse, det havde i forvejen.
Det er ikke et nyt fænomen, og det findes bestemt ikke kun på den identitetspolitiske venstrefløj. Et aktuelt eksempel på den modsatte fløj er de mange Trump-støtters faste overbevisning om, at det amerikanske valg er fyldt med fup og svindel. Men selvom fænomenet er velkendt, er bekræftelsessygen en tendens, som forstærkes markant i disse år, hvor sociale medier er blevet den perfekte platform til formålet.
Man kan nære et fromt håb om, at det vil give bagslag, når aktivister og konspirationsteoretikere insisterer på, at deres opfattelse af virkeligheden er den eneste sande, uanset hvad der i al stilfærdighed og saglighed kan findes grundlag for. Men det er langtfra sikkert, at det bliver tilfældet. Måske har vi kun set begyndelsen på en offentlighedskultur, hvor argumenter betyder mindre, og hvor dem, der råber højest, vinder.
I hvert fald er det trist at se, hvordan mange hidtil respekterede medier, politikere og meningsdannere bidrager til en debatkultur, hvor aktivistisk ihærdighed trumfer argumenter og oplysning.
Så forbered dig på at være racist. Du kan ikke tale dig fra det. Endnu er det ikke sikkert, at du vil blive dømt ved byretten – men i dele af folkedomstolen er du allerede skyldig.