Der har været berettet om mange konflikter det seneste år i folkekirken. Grenaa Kirke i Østjylland har ligget i strid i årtier som beskrevet i Kristeligt Dagblad i denne uge.
I Aalholm Kirke blev arbejdsklimaet i 2020 så dårligt, at Københavns biskop frygtede for præsternes ve og vel og stoppede gudstjenesterne i sognet.
I Bolbro Kirke i Roskilde Stift nægtede biskoppen at ansætte en ny fast præst på grund af samarbejdsproblemer. Og der er mange andre lignende konflikter.
Det er næppe noget tilfælde, at man ser mere og mere originale reaktioner fra biskoppeligt hold. Der er sjældent lette måder at stoppe konflikter på med den ledelsesstruktur, der er i folkekirken. Sogneansatte som kirketjenere og gravere hører under en frivillig i det lokale sogn, og denne person er sjældent uddannet til at være leder. Præsten derimod står under biskoppens og provstens tilsyn. Ingen har hele magten og dermed muligheden for at skære igennem og løse samarbejdsproblemer i sognet.
Udfordringen er omfattende. I en rundspørge blandt menighedsrådsformænd i 2020 sagde 45 procent af svarpersonerne, at de havde haft en eller flere sager i kirken om samarbejdsproblemer de seneste fem år. Folkekirken er en magnet for personalestrid.
Problemet er en eksistentiel trussel for folkekirkens demokratiske model. Det har i mange år fungeret godt at lade ledelsen ligge lokalt i folkekirken. Derfor er det svært at gå på kompromis med strukturen, som også har rødder i luthersk teologi. Der er ingen lette løsninger. Men skaber man ikke en bedre konfliktkultur, kan det med tiden blive sværere at finde menighedsrådsmedlemmer mange steder i landet. De frivillige forvaltere af kirken er allerede svære nok at rekruttere.
Magtforholdene er i bevægelse i folkekirken. Mange sogne slås sammen. Så flere menighedsråd får mere at forvalte. I de største sogne er man begyndt at ansætte chefer med personaleansvar. Landsforeningen af Menighedsråd ønsker at øge det arbejdsgiveransvar, der ligger hos menighedsrådet.
Samtidig har professionaliseringen betydet, at fagforeninger for grupper som organister og kordegne bliver stærkere. I kampen om julegudstjenesterne sås det, hvordan selvbevidstheden er vokset i flere faggrupper. Det var en kirkesanger, der på vegne af kirketjenere, organister og kirkesangere gik ud og samlede underskrifter i trods mod biskoppernes udmeldinger. De bekymrede ansatte endte med at vinde slaget.
Det hele tegner et billede af en organisation på vej mod forandringer. Det er ikke sandsynligt, at folkekirken ledes på samme måde om 50 år, som den gør nu.
Man må håbe, at folkekirken ikke taber sit særkende undervejs. Indtil nu har der været en kort vej til at få indflydelse lokalt. Man har kunnet være kirke på meget forskellige måder. Det har givet en nærhed, som koncernkirken ikke må sætte over styr.