Danmark har en lang tradition for at bedrive samfundsvendt teologi. Biskop Monrad skrev udkastet til Grundloven i 1840'erne. N.F.S. Grundtvig formede højskolerne og skolen. Hal Koch behandlede demokratiet og fik tilbudt stillingen som chefredaktør for Politi-ken. K.E. Løgstrup skrev om tillid, så det blev pensum for både pædagoger og sygeplejersker.
Deres bidrag har været vigtige brikker i den danske identitet og det samfund, som vi glæder os over i dag. Men denne tradition har det ikke let i dag.
Teologien har svært ved at meddele sig til offentligheden. Meget har at gøre med helt grundlæggende samfundsudviklinger. Teologien trænges tilbage som vidensautoritet i den offentlige samtale. Teologiens sprog er uønsket i langt de fleste medier, og i stedet foretrækker danske journalister ofte at fortælle religiøse historier som politiske historier om højre over for venstre, konservative over for progressive eller majoritet over for minoritet. Andre videnskaber er også bedre til at levere de tal-historier, som medierne gerne vil have. Hele tendensen imod evidensbaseret forskning og økonomisme gør det generelt svært at formidle teologi.
Men man kan undre sig over, hvor få teologer der vover sig ud i projekter, som behandler klart samfundsrelevante emner. Der kommer ganske få bøger årligt skrevet af teologer, som bevæger sig uden for den teologiske bane. Kan man forestille sig en professor i teologi udgive en letlæselig bog om demokrati i dag, som Hal Koch gjorde efter krigen? Det kan man måske godt, men den ville næppe sætte dagsorden for diskussionen af demokrati uden for kirken, som Hal Kochs udgivelse gjorde.
Ud over nogle få undtagelser har universitetsteologien ikke været ivrig for at formidle bredt, som flere teologer også siger i Kristeligt Dagblad i dag. Teologiens aftryk står og falder ofte med enkeltpersoner, som virkelig formår at erobre det offentlige rum. Svend Brinkmann har været i stand til at sætte psykologien på dagsordenen - og er rede til at indgå de kompromiser, som den brede formidling kræver. Man kunne ønske, at flere teologer var villige til at indgå de kompromiser.
Mens kristendom har medvind i den politiske debat som identitetsargument, taber teologi indflydelse som offentligt sprog. Det er et paradoks, som også ses ved, at teologiske diskussioner om opstandelse eller Guds eksistens er populære, mens teologiens måde at tale om emnerne på ikke nødvendigvis vinder genklang i brede kredse.
Den udvikling er værd at kæmpe imod, fordi kirke og kristendom igennem hele sin historie har præget samfundet. Den prægning er der stadig brug for.