Sammenbrud

CAMP DAVID-forhandlingerne endte tilsyneladende resultatløst. Både Israels forhandlere og palæstinensernes gik videre, end pessimister havde forventet, men ikke så langt, som optimister havde håbet. Og den enighed, der synes nået om en række væsentlige spørgsmål, har ingen umiddelbar værdi. Der er ikke indgået nogen delaftaler. Uenigheden over Jerusalem fik alt til at falde. Israels Ehud Barak er vendt hjem til højrefløjsprotester. Støttepartier har forladt hans regering for ikke at blive forbundet med en forhandlingsløsning. Hans forhandlingsmandat kan smuldre. Den palæstinensiske leder, Yasser Arafats, mandat er styrket. Han fejres. De, der frygtede, han ville give for store indrømmelser, roser ham nu. Sammenbruddet behøver dog ikke at betyde, at alt er tabt på gulvet. Begge ledere er kommet med hidtil uhørte indrømmelser. Og en fælles sluterklæring blev det til: Parterne, herunder altså Israel, forpligter sig på FN's Sikkerhedsråds resolutioner om bl.a. palæstinensisk adkomst til Østjerusalem, og parterne, herunder altså palæstinenserne, giver afkald på »ensidige handlinger«, der kan skade forhandlingerne - det kan læses som et foreløbigt afkald på den udråbelse af en palæstinensisk stat, Arafat har varslet til den 13. september. Begge befolkninger har i ro afventet forhandlingerne. Der er stadig ro. Man tør håbe på en »nedsivning« - at de nye positioner, der kom frem i Camp David, vil blive overvejet og fordøjet i befolkningerne. I dagens avis kan vi læse om israelske bosættere på Vestbredden, der i stilfærdig resignation indstiller sig på en fremtid under palæstinensisk overhøjhed. Det er antagelig forhandlernes håb, at der sker en sådan nedsivning. Forhandlingerne bør kunne genoptages. Og de bør genoptages, mens de to hovedforhandlere er de samme. Så de to kan huske hinanden på, hvad der blev sagt sidst. Ehud Barak er måske på valg inden længe. Israels næste ministerpræsident kan hedde Benjamin Netanyahu, og så er udsigterne ikke lovende. Arafat bliver en dag afløst - ikke nødvendigvis af en fredeligere person. Kan Barak og Arafat selv finde tilbage til forhandlingsbordet? Eller er USA fortsat nødvendig som motor? Det vil begge nok finde sikrest. For USA's præsident, Bill Clinton, er tiden til at sætte sig eftermæle som forgængeren Carters arvtager udi fredsstiftelse i Mellemøsten ved at rinde ud. For alle tre parter bør tilskyndelsen til at nå en snarlig løsning være stærk - mindst lige så stærk som for to uger siden, før Camp David. ls