Prøv avisen
Leder

Sammenhængskraft og sankthans

Jakob Holm. Foto: Leif Tuxen

Danskeres dæmonisering af hinanden bør stoppe ved bålet

På trods af det elendige sommervejr er det nu atter blevet midsommer, og rundtomkring i landet vil der igen i aften blive tændt glædesblus for at fejre det, som de fleste af os betragter som noget af det mest danske overhovedet, nemlig glæden ved landet, midsommeren, bøgetræerne og de vidunderlige, lange, lyse nætter.

Men landet er ikke helt sig selv i år, og sindene er stadig i kog efter det for de fleste noget overraskende valgresultat i sidste uge, hvor det Danmark, vi troede, vi kendte, valgte at stemme på en anden måde end den, vi har kendt tidligere, med Alternativet og Dansk Folkeparti som de allerstørste vindere.

Valget har reelt delt landet op i to næsten lige store blokke af henholdsvis rød og blå farve, og skyttegravskrigen på ikke mindst de sociale medier har lige siden raset på begge fløje med en tiltagende dæmonisering af modstanderfløjen som resultat.

I modsætning til julen er sankthans en fest, hvor man forlader familiens lukkede kreds for sammen med naboer og andre almindelige danskere at slå ring omkring det traditionelle bål og lovsynge vor fælles historie og samhørighed. Og for at vise, at fællesskabet stiller krav til samhørigheden, brændes heksen af på bålet - en heks, der symbolsk skal repræsentere den ondskab, som det danske fællesskab tager afstand fra.

Heldigvis har vi ikke siden 1693 brændt hekse eller andre rigtige mennesker af på bålet. Det kan vi kun glæde os over, for som det fremgår af dagens avis, har hekseprocesserne sandsynligvis kostet omkring 50.000 mennesker livet.

Kampen mod det onde fortsætter ikke desto mindre i nutiden, og med det politisk opdelte Danmark er det blandt andet i den politiske verden, at man nu gør modstanderne i den anden lejr til ”de onde”, mens man uden den store selvransagelse eller anfægtelse naturligvis selv repræsenterer ”de gode”.

Skønt sankthans og midsommer ikke er en kirkelig højtid, refererer sankthansnavnet faktisk til Johannes Døberens fødsel, som man siden oldkirken har fejret efter sankthansaften. Og med denne indirekte reference til kristendommen kan det være på sin plads at minde om en af kristendommens hovedpointer: Vi er alle født som syndere og har ikke meget at lade hinanden høre.

Heldigvis holdes ondskaben som regel nede af den kærlighed og tilgivelse, som også findes i tilværelsen. Ja, kærligheden er det glædesblus, som stadig varmer, når sankthansbålet er brændt ud. Prædikerens Bog minder os i øvrigt om, at alting har sin tid: ”En tid til krig, en tid til fred.” Så lad nu freden sænke sig i aften. ”Krigen” kan fortsætte i morgen.

holm