Kristeligt Dagblad mener: Samtykkelov skal have fair chance

Ny lov er ikke problemfri, men det var den gamle heller ikke

Skal en person kunne dømmes for voldtægt alene på fraværet af samtykke fra den forurettede, eller skal en voldtægtsdom også i fremtiden forudsætte, at der findes blå mærker eller tegn på trusler og anden tvang?

Et flertal i Folketinget har nu besluttet sig for det førstnævnte. Flere voldtægtssager skal fremover kunne afgøres ud fra, om kvinden (som i 99 procent af alle tilfælde er offeret) har tilkendegivet aktivt, at hun er interesseret i sex. Er dette tilsagn til stede, kan manden (der i 99 procent af sagerne står som den tiltalte) klare frisag. Er tilsagnet ikke til stede, må hans forsvar sandsynliggøre, at offeret faktisk viste andre tydelige tegn på interesse for sex, selvom hun ikke direkte udtrykte det med ord.

Det er ikke første gang, et uhyre komplekst dilemma bliver reduceret til politik. I dette tilfælde politik, som ligner en velvoksen luns kastet af S-regeringen til en venstrefløj, som man kan have mistænkt for i denne forbindelse at gå mere op i køns- og identitetspolitik end egentlig retspolitik.

Men det får være. I et uhyre svært valg tyder en del på, at en samtykkebaseret voldtægtslovgivning er et fremskridt. Eller sagt mere realistisk: det mindste af to onder. En tydeliggørelse af, at et ”ja” er nødvendigt – tilkendegivet på den ene eller den anden måde – før man indlader sig på sex med en anden, vil være et godt signal til især unge mænd. Nogenlunde svarende til, at afskaffelsen af revselsesretten ikke udryddede vold mod børn, men dog sendte et vigtigt budskab om, at det ikke er i orden at slå mindreårige.

Artiklen fortsætter under annoncen

Man ser fuldkommen bort fra virkeligheden, hvis man argumenterer imod samtykkelovgivningen ved at fremstille den nuværende retstilstand som præget af enkelhed og klarhed med deraf følgende retssikkerhed for begge parter. Forestillingen om en transparent og logisk retstilstand, som nu bliver forladt til fordel for noget mere broget og usikkert, ligner i høj grad en myte. Også i dag befinder de fleste voldtægtssager sig i en gråzone, der ofte efterlader både påståede ofre og påståede gerningsmænd nedbrudte og rystede i deres tillid til retssamfundet.

Det indvendes mod samtykkelovgivningen, at den vil medføre, at det bliver normen, at retssager afgøres på basis af påstand mod påstand. Det er klart, at afgørelsen kan blive vanskeligere, når fysiske beviser ikke længere er afgørende. Og det er et problem. Men realiteten er, at et meget stort antal voldtægtssager allerede med den gældende lov afgøres ud fra domsmandsrettens fornemmelser – mere eller mindre baseret på den ene parts påstand.

Overordnet er det triste budskab nok, at der på disse parametre ikke ændres ret meget med en ny lovgivning. Men dermed er den svækkelse af retssikkerheden, som kritikere peger på, formentlig også til at overse.

Der er næppe tvivl om, at den lovgivning, der nu forlades, faktisk har ladet en del personer gå fri, som reelt havde gjort sig skyldige i voldtægt. Dette problem opvejes selvsagt ikke ved, at man i fremtiden dømmer folk, der ikke er skyldige. Men samtykkelovgivningen bør få en fair chance.