Prøv avisen
Leder

Se mennesket før reglerne

Af Karin Dahl Hansen, Liv&Sjæl-redaktør  

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Det offentlige kan lære af de frivillige, når det gælder udsatte

Er den danske socialstat blevet så stor, at den er umenneskelig? Har den udviklet sig til et bureaukratisk monster, der ikke har blik for den enkelte, og hvor medarbejderne er bundet af krav om at kontrollere borgerne og lave skrivebordsarbejde i et omfang, så de mister følingen med den enkelte?

Det er nogle af de spørgsmål, erhvervs-manden Lars Seier Christensen har rejst blandt andet i Kristeligt Dagblad, hvor han kritiserer systemet for at svigte de allersvageste. Sammen med Gadejuristen har han besøgt stofmisbrugere og hjemløse i Købehavn, Aarhus og på Lolland og hævder, at han ikke har mødt en eneste på sin tur rundt i underklassen, der har følt sig godt behandlet af systemet.

Det er nemt at pege fingre ad milliardæren, der lader sig interview på d’Angleterre og bor i Schweiz, og et par besøg hos misbrugere og udsatte gør ham ikke til ekspert. Men måske har han en pointe. For mange socialrådgivere klager over, at de er bundet for meget til skrivebordet af bureaukrati og skemaer, og Jann Sjursen, der er formand for Rådet for Socialt Udsatte og uenig med Lars Seier Christensen om mange ting, skriver i Kristeligt Dagblad, at mange udsatte borgere føler sig svigtet af systemet og behandlet som en sag, der bliver skubbet rundt – ikke mindst i jobcentret. En del opgiver helt, og andre udvikler systemangst, skriver Sjursen.

Så kan vi ikke gøre det lidt bedre?

I hvert fald kan man i højere grad begynde at lytte til den enkelte, og når en benamputeret stofmisbruger fortæller, at der har været 22 medarbejdere inde over hans sag uden at finde løsninger, der tilgodeser hans behov og ønsker, er der noget galt, og det er ikke så sært, at såvel stofmisbrugeren som medarbejderne mister overblikket.

Mange af de udsatte fortæller også, at de bliver mistænkeliggjort, og mange af dem føler sig i højere grad set som hele mennesker, når de kommer på de varmestuer og herberger, som frivillige organisationer driver. Her er der ører, der lytter og ikke den umyndiggørelse, der desværre finder sted flere steder i det offentlige som følge af krav om kontrol. De frivillige, herunder ikke mindst de kirkelige organisationer, formår at skabe kontakt, nærhed, anerkendelse og menneskeværd i forhold til den enkelte, og her er der megen inspiration at hente. I det offentlige hersker der en høj grad af mistillid, og det ikke kun til borgerne, men i nogen grad også til medarbejderne, der føler sig underlagt rigide regler.

De seneste mange års reformer på det sociale området har haft beskæftigelse for øje, og det er fint for mange. Men man må også acceptere, at nogle er så dårlige, at beskæftigelse ikke er realistisk, og hvor der i højere grad er behov for en socialfaglig og håndholdt indsats. Det kræver, at medarbejderne får mere fleksibilitet i deres hverdag, så de kan komme tættere på de udsatte og skabe den tillid, der er helt nødvendig for at gøre en forskel.