Det har vakt en vis ærgrelse i kirkelige kredse, at et aktuelt regeringsprojekt sidestiller muslimsk og kristen social kontrol. De færreste havde nok regnet med, at det ville komme til at dreje sig om unge med rødder i Indre Mission, da integrationsminister Inger Støjberg (V) i 2016 præsenterede sine planer for bekæmpelse af ekstremisme og ”æresrelaterede konflikter og negativ social arv”. Men nu viser det sig, at 8 ud af 25 mennesker i Integrationsministeriets netværk af ofre for social kontrol, som ifølge planen skal oplyse andre unge om problemerne, er flygtet fra kristne miljøer eller sekteriske bevægelser som mormonerne og Jehovas Vidner.
Indre Mission må se sig sammenlignet med nogle af de værste lovovertrædere i muslimske kredse, der praktiserer æresforbrydelser, religiøst baseret vold, tvangsægteskaber og opdragelsesrejser. Disse problemer er efter alt at dømme ikke-eksisterende i kristne kredse herhjemme. Der findes ganske vist social kontrol i visse kirkelige kredse, og der er et sundt fokus på det, men det er ikke voldelige overgreb, der er tale om. Og det er disse voldelige overgreb, der er brug for store handlings- planer fra regeringen til at bekæmpe.
Integrationsministeriet, der har betalt en leverandør for at oprette netværket af unge foredragsholdere, kommer til at fremstå som del af den lange række af religiøst udannede, der ikke kan se forskel på Indre Mission og Islamisk Stat. Der findes en solid tradition for sammenligning af muslimske og kristne fundamentalister i Europa.
En præsentation af et DR-program om unge missionske – ”Jesus unge soldater” – brillerede for nylig med at sammenligne de to former for ”ekstremister”. Også en del religionsforskning arbejder ud fra en præmis om, at alle religioner er lige gode, og altså også på punkter, hvor de ikke er det. Men sammenligningen er blevet mere og mere vildledende i takt med, at islamisk fundamentalisme har udviklet sig uhyrligt, og i dag må det betragtes som et ideologisk betinget fejlskud at hævde, at kristen ekstremisme er lige så stor en trussel som muslimsk fundamentalisme. Hvis lighed bliver en ideologisk præmis, som blokerer for at se virkelighedens forskelle, gør det alle parter dummere.
Det er blevet et mønster, at kristne i Danmark bliver genstand for handlekraftige politikeres love mod forbrydelser, som har sit udspring i muslimske kredse. Spørg for eksempel lærere på kristne friskoler, frikirkelige forkyndere, der skal på kursus i vestlige værdier, og missionsselskaber, der må opgive at få afrikanske præster på besøg, fordi loven gør det besværligt.
Det er unfair, indsnævrende for religionsfriheden og omkostningsfuldt. Endelig er det politisk usmart, at regeringen skaber så stor afstand til et kirkeligt segment, som man burde have ambition om at være allieret med. Der er hos mange kristne en undren over, at en regering, som forstår sig selv som bannerfører for kristendom, er villig til at ramme kirkelige aktører i det omfang, det sker.