Prøv avisen
Leder

Seksdageskrigen og Israels ansvar

Mellemøsten er i opløsning, og Palæstina-konflikt er ikke årsagen

50 år efter Seksdageskrigen, hvor Israel med en kraftfuld luftoperation amputerede de arabiske landes truende angreb, før angrebet overhovedet var kommet i gang, lyder den fremherskende fortælling stadig, at krig eller fred i Mellemøsten er noget, der ligger i Israels hænder. At Israels gøren og laden bestemmer, om sikkerhed og stabilitet eller det modsatte skal herske i regionen.

”Fred i Mellemøsten” er i årtierne siden 1967 blevet den almindelige vending, som er kodeord for, at Israel jo er den overlegne part i området, og at der kan skabes mellemøstlig fred, hvis Israel vil, hvilket betyder: hvis palæstinenserne bare får deres egen stat.

Det er en fortælling, der bliver mere og mere afkoblet fra virkeligheden.

Mellemøsten – nærmere betegnet: de arabiske lande – er i opløsning. Og det har uendelig lidt at gøre med Israel.

Syrien er blevet et slagtehus, delt mellem en traditionel arabisk diktator og den ene type islamister. Den tragedie udfolder sig aldeles uden israelsk medvirken. I Egypten udkæmpes en lavintensiv borgerkrig mellem et militærstyre og en anden type islamister. Israel deltager ikke. Libyen er ikke-eksisterende, efter at en række vestlige lande fjernede den lokale despot. Irak balancerer på kanten af at være en fejlslagen stat og er ligesom Yemen ødelagt af en stedfortræderkrig mellem Iran og Saudi-Arabien, der er Mellemøstens dominerende fjendepar på hver sin side af den globale muslimske borgerkrig mellem shia- og sunni-islam.

Det hele uden Israels hjælp.

Og sådan kunne man blive ved. Israel eller den israelsk-palæstinensiske konflikt er med andre ord ikke hovedproblemet i Mellemøsten endsige hovedårsagen til, at Mellemøsten sidder fast i vold og tilbagegang.

Det er en helt afgørende præmis, hvis man skal kunne tale realistisk om, hvordan Israel bør håndtere det væsentlige menneskelige problem, at landet på snart 51. år er besættelsesmagt med militær kontrol over millioner af palæstinensere. I dag kun på Vestbredden, efter at Israel i 2005 overlod palæstinenserne i Gaza til deres egen skæbne.

Israel har fra sin oprettelse været truet på selve sin eksistens af de omgivende magter. Det nytter ikke at se bort fra denne historiske kendsgerning, hvis man vil løse nutidens konflikt. Man kan mene, at Israel slet ikke burde have været oprettet. Men det er under alle omstændigheder irrelevante betragtninger her snart 70 år efter, hvor Israel er et solidt faktum, som kun politiske eller religiøse fantaster drømmer om at udradere. Det er heller ikke Israels ansvar, at den tostatsløsning, der endnu ikke er blevet til noget, pludselig på paradoksal vis blev en trestatsløsning, da islamistiske Hamas tog magten i Gaza og erklærede sit fjendskab mod mere moderate Fatah, som har magten i Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden.

Israel er ved egen arbejdsomhed og dygtighed blevet en politisk, økonomisk og militær stormagt. Også derfor kan Israels allierede og venner forvente, at landet agerer på de ord, som den israelske forfatter Amos Oz skrev efter krigen i 1967, og som blev citeret her i avisen i går: at ”en besættelse uvægerligt er en korrumperende besættelse, og selv en liberal og human besættelse er en besættelse”. En israelsk rømning af Vestbredden, også for en stor del af de israelske bosættelser, har vundet så meget hævd som fredskravet, at det før eller siden næppe er til at komme udenom for Israel.

Palæstinenserne har krav på at kunne forme deres egne skæbne – også med risikoen for, at det går så dårligt på Vestbredden, som det gik i Gaza. Og netop derfor er det også indlysende, at en tostatsløsning forudsætter garantier for Israels fysiske sikkerhed.