Det er en farlig drøm om renhed, der i øjeblikket indhyller kulturlivet. Alt det beskidte, som vi efter vores dages standarder ikke kan lide ved fortiden, skal fjernes fra boghylder og streamingstjenester. Klassikeren ”Borte med blæsten” rummer etniske fordomme – ud med den. ”Halløj på badehotellet” rummer nedsættende bemærkninger om vestindiske cricketspillere – ud med den. Tegnefilmen ”Dumbo” rummer forældede kulturelle beskrivelser, oplyser Disney – så potentielle seere skal nu advares imod filmen.
Disse tre dugfriske eksempler kan suppleres med mange fra den nære fortid, hvor litterære mesterværker som Mark Twains ”Huckleberry Finn” har været anklaget for nedsættende fremstilling af sorte, og hvor malerier med problematiske titler (efter vores dages opfattelse) har fået nye navne. Det samme mønster gentager sig: Sider af fortiden, som vi i nutiden ikke bryder os om, skal censureres. Og ofte sker det ikke efter klager fra implicerede, men på kulturlivets eget initiativ. Af angst for potentielt at krænke, indfører man selvcensur.
Når denne drøm om renhed er farlig, skyldes det tre forhold. For det første er der ingen ende på kravet om at fjerne problematiske sider af fortiden. Som det nævnes i dagens avis, er en verdensberømt tegneserie som ”Tintins oplevelser” heller ikke politisk korrekt. Skal den så også censureres? Philip Roth, den store jødisk-amerikanske forfatter, skrev ikke ligefrem nuanceret om kvinder. Skal han så også ud? Og sagde Jesus mon noget nedsættende om romerne? Skal dele af Det Nye Testamente gås efter med den politisk korrekte rettesnor?
For det andet ligger der bag drømmen om renhed en grov misforståelse af, hvad en litterær tekst eller en film er. De er kunstprodukter og afspejler ikke virkeligheden i et 1:1-forhold. Figurer i romaner og på film spiller roller, de agerer på en scene og opfylder et dramaturgisk mål med deres placering. De ”er” eksempelvis ikke forfatteren. Når nutidens kritikere kræver censur af fortiden, læser de kunsten bogstaveligt og håndfast. Men romaner kan læses på mange måder. ”Borte med blæsten” rummer da uendeligt meget mere end ”kun” etniske fordomme, som er den aktuelle anklage mod Margaret Mitchells klassiker.
For det tredje og sidste ligger der i de aktuelle krav om censur, at enkeltpersoner eller særlige grupperinger skal bestemme på flertalles vegne. Det kan der være mange gode grunde til, at man mener. Men man skal vide, at hvis man slår ind på denne vej, gør man op med traditionen fra oplysningstiden, der netop ikke definerer holdningers relevans efter køn, hudfarve og etnicitet, og ikke lader særinteresser dominere over flertallets holdninger. Den tradition har tjent os overordentligt vel indtil nu. Mange sider af fortiden er vitterligt stødende, men løsningen er ikke at fjerne hverken bøger eller statuer en masse, men at forsøge at forstå fortiden og de medborgere, der kom før os.