Kristeligt Dagblad mener: Selvfølgelig kan vi tale om abort

Det er svært at forestille sig en genkriminalisering af abort, altså en bogstavelig skruen tiden tilbage til før 1973. Det står klart for de fleste. Og rent politisk ville bestræbelsen ikke have en chance

Selvfølgelig må man diskutere retten til fri abort. Det er svaret til dem, der i debatten de seneste dage i ramme alvor har kritiseret DR, fordi statsmediet i en overskrift på sociale medier – vist mest retorisk – tillod sig at rejse spørgsmålet, om vi bør debattere abortretten hertillands. Kritikere mente, at selve det at antyde, at der kunne være noget at diskutere, var et overgreb på kvinders rettigheder.

47 år efter legaliseringen af provokeret abort herhjemme får omkring 15.000 børn om året afbrudt deres liv i fosterstadiet. I hvert enkelt tilfælde er der en historie bag, som handler om sorg, svære valg og måske desperation. I sin tid var indførelsen af fri abort nok så meget en afkriminalisering af det store antal illegale aborter, der alligevel fandt sted. På køkkenborde, i nedlagte kælderbutikker og hos freelance-gynækologer. Under uværdige og farlige forhold.

Det næsten generelle forbud, der fandtes før 1973, betød ikke, at der ikke skete fosterdrab. Slet ikke. At Folketinget tillod abort inden 12. svangerskabsuge, var i vidt omfang samfundets pragmatiske forsøg på at forholde sig til dette faktum.

Legaliseringen var således ikke – for det store flertal af politikeres vedkommende – en indrømmelse af, at provokeret abort var uproblematisk. At det var et etisk set neutralt indgreb. Nej, der var netop tale om pragmatisme: et forsøg på at finde den for helheden mindst skadelige tilpasning til nogle realiteter, som datidens samfund for længst havde opgivet at gøre noget ved.

Artiklen fortsætter under annoncen

At det derfor i dag er svært at forestille sig en genkriminalisering af abort, altså en bogstavelig skruen tiden tilbage til før 1973, står klart for de fleste. Og rent politisk ville bestræbelsen ikke have en chance.

Det betyder bare ikke, at aborttallet ikke er en stående etisk udfordring til os alle. Det bør anfægte enhver i et civiliseret samfund, at de svageste af vores medmennesker kan fravælges. Heldigvis erkendes og anerkendes det i dag også af langt de fleste, at abort bør diskuteres – måske ikke som lovgivning, men som praksis. Den daværende formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann formulerede det i et interview med Katolsk Orientering for 20 år sådan, at det store problem for ham at se ikke var abortloven, ”men den abortkultur, der præger vores samfund”.

At lovlig abort kan være det mindste onde, gør ikke abort til noget godt.

Netop fordi abort på ingen måde er problemfri, bestræber myndighederne sig da også på at få bragt antallet af aborter ned. Der kunne gøres uendeligt meget mere. Men det er noget, man ikke ville bruge kræfter på, hvis den underforståede og eneherskende antagelse i samfundet var, at abort var aldeles uproblematisk.

Reminiscenser af et forsvar for det ufødte barns ret findes også i selve det forhold, at aborten nok er fri, men ikke ubegrænset. Modsat lovgivningen i deprimerende mange andre lande er der herhjemme faktisk en relativt lav grænse: Fosteret anses efter 12. uge for at være et selvstændigt liv. Sene aborter ses som en nødløsning. Tanken om fosteret som et selvstændigt liv går igen i vores arveret – den har man fra undfangelsestidspunktet – og hvis en kvinde udsættes for vold, er det ekstra strafbart, hvis det sker med henblik på at få hende til at abortere.

I virkeligheden kunne svaret være meget kort: Fri abort kan naturligvis diskuteres, fordi vi ikke lever i et totalitært samfund.

Men det rigtige svar er, at abort skal diskuteres, fordi abort anfægter og vedblivende må anfægte selve vores opfattelse af, hvad der er et menneske.