Prøv avisen
Leder

Selvfølgelig skal flygtninge arbejde

Karin Dahl Hansen er redaktør for Liv & Sjæl på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel

Selvforsørgelse er godt for alle

Endnu en gang vil en regering gøre noget for, at flygtninge kommer i arbejde, og der er nu indgået en aftale med danske kommuner om, at der skal gøres en indsats for at få de mange nytilkomne her i landet i aktivitet og ud at gøre gavn. Blandt andet skal integrationsindsatsen tage udgangspunkt i de kompetencer, den enkelte har med sig. At det ikke er sket før, er uforståeligt.

Men det er helt rigtigt med en hurtig job- eller uddannelsesindsats. Det er godt at have noget at stå op til hver dag frem for at skulle slå tiden ihjel i et flygtningecenter. Lediggang er som bekendt roden til alt ondt. Udover at det er godt for den enkelte og dennes familie, er det selvsagt også godt for samfundsøkonomien. Jo flere, der kan forsørg sig selv, desto bedre.

Dronningen sagde det meget præcist i sin nytårstale: ”Hjælpen alene gør det ikke. Vi skal også anspore de nyankomne til at opbygge en ny tilværelse, hvor de kan tage ansvar for sig selv og gøre deres bedste for at falde til i det fremmede land, enten den tid bliver lang eller kort.”

Men en ting er at have gode hensigter, en anden er at lykkes. For sporene skræmmer. Alt for mange flygtninge er siden blevet til indvandrere og havnet på offentlig forsørgelse. Og ikke nok med det - ofte er det gået deres børn lige så skidt. Der er grund til at bryde den onde cirkel, og måske er der denne gang anledning til forsigtig optimisme. For mange af de flygtninge, der ankommer i denne tid, stammer fra Syriens middel- og overklasse. De har gode uddannelser, og det er relativt nemt at vurdere deres kvalifikationer. Med andre ord bør en automekaniker, en sygeplejerske eller en ingeniør forholdsvis hurtigt kunne gøre god gavn på det danske arbejdsmarked. Udover at kunne klare sig selv og få sig en meningsfyldt hverdag er mødet med kolleger også den bedste introduktion, en flygtning kan få til det danske samfund.

kdh