Pensioneret læge Svend Lings og pensioneret psykiater Frits Schjøtt fik ved retten i Svendborg i går betingede domme på henholdsvis 40 og 14 dages fængsel for medvirken til selvmord. Især Svend Lings er kendt for sin åbenlyse kamp for at lovliggøre assisteret selvmord. Selvom dommene er forholdsvis milde, har retten sendt et klart og godt signal om, at dødshjælp simpelthen ikke er en læges opgave.
Den opmuntrende side af historien er, at Lægeforeningen er forbilledligt klar i sin modstand mod lægehjælp til selvmord, og at forsvindende få læger er uenige i den linje. Lægeforeningen vedtog så sent som i april nye etiske retningslinjer, hvor netop afvisningen af aktiv dødshjælp blev føjet til som et nyt af i alt 27 principper for god lægeetik. I forgårs erklærede Lægeetisk Nævn, at Svend Lings har overtrådt de principper ved at offentliggøre en vejledning i, hvordan man kan begå selvmord, og ved at skaffe dødelig medicin til patienter.
Bag de aktuelle sager ligger et tankevækkende skift i sprogbrugen. For år tilbage talte man om aktiv og passiv dødshjælp. I begge tilfælde handlede det om, hvor langt læger kunne gå med smertebehandlingen af terminalt syge mennesker. Ved den passive dødshjælp var fokus på smertelindringen, også selvom det måtte fremrykke dødens indtræden nogle timer eller i ydertilfælde få dage. Aktiv dødshjælp derimod ville indebære, at lægen bevidst overdoserede den smertestillende medicin, så den med sikkerhed ville være øjeblikkeligt dødelig.
I dag taler man om assisteret selvmord, og det illustrerer, hvor langt den offentlige debat om et meget vanskeligt emne har flyttet sig. Man er nu ude i, at enhver, der er træt af livet, i princippet skulle kunne bede om lægens assistance til at dø.
Det skred er meget paradoksalt også et spejlbillede af, hvor dygtig lægevidenskaben er blevet til at kurere og smertelindre. Sygdom er gået fra at være en noget nær skæbnebestemt livsbetingelse til at være noget, der kan bekæmpes og behandles, så menneskets gennemsnitlige levealder år for år stiger. Dermed har lægen åbenbart fået en status som en slags halvgud, der skal hjælpe mennesket både ind i og ud af denne verden. Folkeligt er der jo fortsat et stort flertal for aktiv dødshjælp, og selvom det kan lyde udemokratisk, må man håbe, at det flertal aldrig manifesterer sig på Christiansborg.
Hvis man vil kende den glidebane, en legalisering leder ud på, kan man se på Holland og Belgien, som lovliggjorde aktiv dødshjælp for knap en snes år siden. Her assisteres tusindvis af mennesker nu ind i døden hvert år. Børn får også muligheden, hvis ellers deres forældre er med på det.
At dødskulten får lov at eskalere på den måde, burde bogstavelig talt få blodet til at isne i årerne. Selvmord er og bør ikke være lægens bord.
29.9.2018: I næstsidste afsnit er ordet "forbud" skiftet ud med "en legalisering", som er det, sagen handler om. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.