Den franske forfatter, nobelprismodtager og erklærede ateist Albert Camus skrev engang: Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: Selvmordet, at afgøre om livet er værd at leve eller ej.
I Danmark vælger omkring 600 mennesker hvert år, at livet ikke længere er værd at leve for dem. De tager sig af dage. Hvert af disse selvmord er en tragedie. Livet er dyrebart og rangerer over døden. Langt de færreste selvmord sker som led i en afbalanceret filosofisk overvejelse, som den Albert Camus gjorde sig til talsmand for i midten af 1900-tallet. Tværtimod er hovedparten af mennesker, som i dag tager deres eget liv, psykisk syge, deprimerede eller på anden vis ude af psykisk balance.
Heldigvis er antallet af selvmord i Danmark faldet siden 1980, hvor et rekordhøjt antal mennesker, flere end 1600, valgte at tage deres eget liv. Der er gjort en målrettet indsats for at reducere, hvad der engang blev betegnet som en af verdens højeste selvmordsrater. Rådgivning og behandling til selvmordtruede er blevet bedre, ligesom det er blevet sværere at tage sig af dage med sovemedicin. Samtidig spiller forebyggelse med blandt andet antidepressive midler også en stor rolle for faldet i selvmordstallet.
Men siden årtusindeskiftet er der ikke sket noget yderligere fald i antallet af selvmord. Det gøres der nu noget for at råde bod på. Der er –som beskrevet i avisens artikelserie om selvmord– givet et betydeligt millionbeløb til kortlægning og forskning i baggrunden for de selvmord, der finder sted.
Forskning i trafikdødsfald har resultateret i færre døde, og på samme måde bør den nye selvmordsforskning munde ud i endnu en handlingsplan til forebyggelse af det for høje selvmordstal. Der kan gøres mere i det psykiatriske system for at hjælpe selvmordstruede, og der er formentlig her brug for flere ressourcer og en øget indsats. Særligt må fokus være på ældre mænd med depression eller andre psykiske sygdomme. De er statistisk set i større risiko for at tage deres eget liv end andre.
Selvmord er ikke længere omfattet af et tabu, men det er fortsat et emne, man kun kan tale om med varsomhed. For de efterladte vil et selvmord altid blive fulgt af spørgsmål og måske selvbebrejdelse. Hvorfor kom det der til? Hvad kunne man selv have gjort for at forhindre det, om overhovedet noget? Hvad overså vi? Ofte efterlader et selvmord de pårørende med stærk skyldfølelse.
Det er nu mere end 150 år siden, at straffeloven blev ændret, så selvmord ikke længere var en forbrydelse. Den ubehagelige kirkelige praksis med at fordømme selvmordere og begrave dem uden for kirkegårdens indviede jord er også for længst fortid. Det menneske, der dør for egen hånd, er ikke uden for Guds tilgivelse. Men selvmord er forkert. Ethvert selvmord er en tragedie, som man må gøre det yderste for at forhindre. Selvmord er udtryk for fortvivelse, og fortvivlelsen må ikke få det sidste ord.