Serbien

SANKTIONER ER et våben med udløbstid. At true med dem kan virke. At sætte dem i værk kan virke. Men har de været sat i værk en rum tid uden resultat, er de ikke længere en hjælp. De bliver et mere eller mindre besværligt noget, man må til at tænke over, hvordan man skaffer sig af med igen. Og det er i så fald en proces, man kun sjældent kan komme igennem omkostningsfrit og yndefuldt. EU's sanktioner mod Serbien skulle svække Milosevics position og sikre befolkningens samling om en handlekraftig politisk opposition. Men Milosevic optræder så magtfuldkomment som nogensinde, og oppositionskræfterne har endnu ikke kunnet fremvise en frygtindgydende enhed. Det sidste har Vuk Draskovic og hans parti stærkt medansvar for. Også Monte-negros boykot af valget får nogle serbere til at tøve. Stemningen i befolkningen er i disse dage mere depressiv end vredladen. Frankrig, EU's formandsland, fremsætter her i weekenden på et såkaldt uformelt udenrigsministermøde i den franske by Evian forslag om at få konstrueret en ny strategi over for Serbien med begrundelsen, at sanktionerne synes at have ramt befolkningen i højere grad, end de har ramt Milosevic. EU-landene er langtfra enige i spørgsmålet. Især Storbritannien, der over for Serbien som i andre spørgsmål lægger sig tæt op af en hård amerikansk linje, vil være imod at hæve sanktionerne. Danmark har hidtil lagt sig tæt op ad den britiske linje. Milosevic gør i øjeblikket, hvad han kan for at intimidere oppositionen og dens sympatisører op til det kommende jugoslaviske valg den 24. september. Og selve valgresultatet er der grund til at tro vil blive forsøgt manipuleret. Det vil ikke være første gang. Men det er ikke det samme som, at det er ligegyldigt, hvad folk går hen og stemmer på. Eller at det er ligegyldigt, hvorvidt de går hen og stemmer. Oppositionens hovedkandidat, Vojislav Kostunica, lancerede i går sin valgkampagne. Den 56-årige juraprofessor, der ikke har været involveret i oppositionens tidligere interne stridigheder, vil føre en lavmælt, men indtrængende kampagne på gadeplan. Opinionsmålinger spår ham en god chance. Der er absolut ingen grund til at foretage sig noget, der kan udlægges som indrømmelser til Milosevic. Men der er gode grunde til at lade den serbiske befolkning, de enkelte serbere, mærke, at de ikke kollektivt og på ubestemt tid er rubriceret som udskud, Vesten ikke vil have noget at gøre med. Det vil give god mening at give et signal fra Evian til den serbiske befolkning om, at det kan lønne sig at stemme den 24. september. ls