Sex og Samfunds solide selvmål

Er Donald Trump det største problem for verdens kvinder?

Organisationen Sex og Samfunds seneste kampagne for homoseksuelles og kvinders rettigheder ligner et gedigent selvmål. Den er rettet mod en angivelig alliance af mørkemænd bestående af så vidt forskellige typer som pave Frans, USA’s præsident Donald Trump, Polens præsident Andrzej Duda, Egyptens præsident Abdel Fatah al-Sisi og Ruslands Vladimir Putin. Unægteligt en broget cocktail af ledere, hvis fællesnævner er, at de mere eller mindre direkte modarbejder adgangen til fri abort.

Ifølge Sex og Samfund repræsenterer de ”et udsnit” af despoter og autoritære ledere, som går imod kvinders rettigheder. Nu er begrebet autoritær leder så tilpas blødt, at de fleste nok ikke vil have problemer med, at de nævnte præsidenter bliver puttet i den gryde, men despoter kan man vel trods alt ikke kalde dem alle.

Frontfiguren i kampagnen er USA’s demokratisk valgte præsident Donald Trump. Ham er der vitterligt meget at kritisere for, bestemt også for hans forhold til kvinder, men alligevel... På kampagnesiden kan man læse, at Trumps regering i 2017 har ”støttet en antiabortdemonstration”, har forbudt anvendelsen af ordene foster og transkønnet, og – hold nu fast – har ophævet retten til at bruge det toilet, hvis køn man identificerer sig med. Er det virkelig de største problemer i kvinders ret til at ”bestemme over egen krop” i dag?

Flere debattører har blandt andet her i avisen kritiseret kampagnen hårdt. For hvad er der blevet af kampen for kvinders rettigheder i den muslimske verden, som slås med helt anderledes alvorlige problemer end kønssymboler på toiletdøren? De kunne have føjet til: Hvad med kvinders rettigheder i store dele af Asien? Kinas etbarnspolitik har siden 1980 ført til måske 400 millioner aborterede fostre, og særligt pigebørn er blevet fravalgt, hvilket nu giver landet et alvorligt problem med en stærkt aldrende befolkning. Måske en sag for Sex og Samfund.

Organisationen forsvarer sig med, at der også er nævnt ledere fra Nigeria og Egypten, men relativiseringen er alligevel mærkelig. Den minder om fredsbevægelsernes parallelisering af Sovjetunionen og USA under den kolde krig som lige slemme til at undertrykke forskellige befolkningsgrupper. Det er en mærkelig strategi, hvis man ønsker at kæmpe for kvinders rettigheder med bred, folkelig opbakning. Eventuelt også fra mennesker med en religiøs livsopfattelse, der ser abort som mere end et spørgsmål om kvindens ret til egen krop. Den religionsforskrækkede linje ligger imidlertid i forlængelse af Sex og Samfunds ønske om at forbyde mandlig omskæring for alle under 18 år.

Man kan faktisk med en vis ret kritisere kirken for dens holdning op gennem historien til kvinders og homoseksuelles rettigheder. I dag får man desværre bare fornemmelsen af, at ensidige krænkelses- og rettighedsdyrkere optræder i den samme intolerante rolle, som nogle af kirkens mænd ulykkeligvis indtog tidligere. Nu blot for en anden sag.