Prøv avisen

SF vil bekæmpe negativ social kontrol – nu også hos kristne

Af Erik Bjerager, ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Politikerne skal passe på i denne sag. I løbet af ingen tid kan de forgribe sig på den personlige frihed, som de ellers siger, at de er sat i verden for at beskytte

Den danske grundlovs måske vigtigste formål er at beskytte det enkelte menneskes frihed. Grundloven fastslår ikke kun, hvem der har magt, pligter og rettigheder, men den handler i høj grad om, hvordan politikeres og myndigheders magt begrænses. Myndigheder og politikere kan ikke blande sig i alt. Den personlige frihed er ukrænkelig.

Derfor bør nakkehårene også rejse sig, når SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, i et interview her i avisen i denne uge bebuder kamp mod ”negativ social kontrol i lukkede kristne miljøer”.

For hvad taler hun om? Jo, de store folkelige vækkelser i Luthersk Mission og Indre Mission er tilsyneladende en del af det miljø, hvor den negative sociale kontrol finder sted.

Begge missionsbevægelser er forundrede. Men det er her, myndighederne nu skal rette projektørlyset. Måske med en særlig enhed under Socialstyrelsen, foreslår SF’s formand. Samtidig skal der kunne gives op til tre års fængsel for negativ social kontrol.

Pia Olsen Dyhr henviser til en i øvrigt meget omdiskuteret og kritiseret rapport fra Børns Vilkår, der beskriver eksempler på fænomenet i blandt andet nogle kristne miljøer, der er præget af modstand mod homoseksualitet og undertrykkelse af kvinder.

Hele debatten er udsprunget af SF’s meget prisværdige omvendelse på indvandrings- og integrationsområdet. Fra at have betragtet stort set al indvandring som en herlig kulturel berigelse af det danske samfund, ser partiet nu tydeligt, at en patriarkalsk muslimsk kultur har ført en betydelig kvindeundertrykkelse ind i et land, der ellers bryster sig af kønnenes ligestilling.

Negativ social kontrol i muslimske miljøer skal helt klart bekæmpes, så også muslimske piger og kvinder oplever fuld personlig frihed. Men det er politisk uacceptabelt i SF’s brede bagland at gå efter muslimerne, selvom det er her, at dette problem er udbredt og veldokumenteret. Derfor sætter Pia Olsen Dyhr nu fokus på højrefløjen i den kristne kirke.

Det er imidlertid farligt. For ved at gøre negativ social kontrol til et så bredt og udvandet begreb, gør hun de virkelige ofre en bjørnetjeneste. Det er de muslimske piger og kvinder, der vokser op i lukkede miljøer, hvor de forhindres i at integrere sig i dansk kultur; hvor de får påduttet ægtemænd og senere forhindres i at blive skilt, hvis de ønsker det.

Hvis der finder virkelig negativ social kontrol sted i kristne miljøer, skal den selvsagt frem i lyset. Men den er kun anekdotisk dokumenteret. Den findes uden tvivl i små lommer af sekteriske menigheder med stærke og karismatiske ledere. Den nu nedlagte frimenighed Faderhuset var et eksempel. Og går man uden for den kristne kirke, er Jehovas Vidner og endnu længere ude Scientology kendte trossamfund og bevægelser med stærk negativ social kontrol.

Men at påstå, at det gælder bredt i den konservative del af kirken, er uden bund i virkeligheden. Det er rigtigt, at mange forældre her opdrager deres børn med faste værdier og tydelige grænser, som sikkert kan opleves som både ufri og hæmmende: Modstand mod sex før ægteskab, forbehold over for lgbt-bevægelsen og et mere traditionelt syn på kønnene. Men er det opdragelse eller udtryk for negativ social kontrol? I nogle mere sekteriske miljøer kan man blive frosset ude, hvis man bryder normen. Men i den muslimske verden taler man om fysisk vold, dødstrusler og drab, hvis det sker. Det er virkelig alvorligt.

Politikerne skal passe på i denne sag. I løbet af ingen tid kan de forgribe sig på den personlige frihed, som de ellers siger, at de er sat i verden for at beskytte.