Shariaråd er en del af religionsfriheden

Flere trossamfund har religiøse domstole. Det skal de have lov til

Jeppe Duvå, 2015

Den heftige kritik af såkaldte shariaråd, der afgør uenigheder ud fra islamisk religiøs lovgivning, afspejler en retfærdig harme over, at eksempelvis kvinder kan blive rådet til at blive hos voldelige ægtemænd eller acceptere, at deres ægtemand tager en hustru nummer to.

Men harmen afspejler også en religiøs analfabetisme hos de mange, der vil have enhver form for shariabaseret vejledning forbudt.

Man kan mene, hvad man vil om sharia som regelsæt for menneskers liv og samfundets indretning. De fleste danskere vil være enige om, at blandt andet kvinde-, friheds- og straffe-synet i klassisk islam er uhyre svært foreneligt med det moderne danske samfund, som hundredtusinder af muslimer – langt de fleste med held – prøver at leve i.

Men så længe de shariaråd, der angiveligt findes flere af i muslimske miljøer rundt om i landet, alene tager sig af sager fra privat- og familielivets område, så længe rådene ikke afsiger religiøse kendelser, som strider mod dansk lovgivning, og så længe det er voksne mennesker, der frivilligt opsøger rådene, så er det ikke bare svært, men også forkert at ville forbyde dem.

Det er der gode, principielle grunde til. Danmark er et frit land. Borgere, der ønsker at leve deres liv efter religiøse leveregler, har lov til det, hvis det sker inden for rammerne af flertalssamfundets lovgivning. Og denne avis er tilhænger af, at det skal være sådan. Der foregår overalt i samfundet privatbaseret vejledning og rådgivning af mennesker i forskellige livssituationer og tvister med familiemedlemmer, naboer og andre medborgere.

Mennesker opsøger selv terapeuter, skolelærere, advokater, konfliktmæglere og talrige andre professioner for at komme ud af fastlåste situationer.

Hvis det officielle retsvæsen skulle aktiveres, hver gang to parcelhusejere var kommet op at skændes om hækkens højde, eller hver gang to virksomheder var gerådet i strid om retten til et varemærke, så ville ikke bare domstolene, men samfundet bryde sammen.

At troende mennesker tilsvarende kan vælge at anerkende, at religiøse autoriteters råd kan være værd at lytte til – og efter frivillig overenskomst rette sig efter – er en basal del af både religions- og forsamlingsfriheden.

Selvfølgelig skal der gribes ind over for religiøse rådgivere, der bruger pression eller foreskriver ting, der ydmyger svage familiemedlemmer eller påfører nogen tvang. Det er – desværre – sandsynligt, at den slags foregår ved nogle af landets shariaråd. Men et regulært forbud, hvordan et sådant så ellers skulle effektueres, vil være en urimelig begrænsning af nogle borgeres mulighed for at træffe frie valg.

Og da en lov rimeligvis vil skulle ramme alle typer af religiøse domstole, ikke bare muslimske, ville et forbud indebære en større knægtelse af religionsfriheden. Også både troende jøder og troende katolikker kan hertillands vælge at gå til deres respektive trossamfunds religiøse ”domstole” og få afgjort for eksempel ægteskabssager.

Ja, endog i folkekirken kan det vel forekomme, at en præst giver et ægtepar nogle gode råd ud fra et kristent livssyn. Det er hovedløst at ville forhindre det.