Hvordan kan det være, at noget så basalt i en retsstat som politiets hurtige udrykning ved overfald og høje opklaringsgrad af indbrud langsomt, men sikkert er gledet langt ned ad politikernes prioriteringsliste? Hvordan kan det være, at borgere, der har betalt skat hele deres voksne tilværelse og bidraget til samfundet på mangfoldig vis, i nogle dele af landet skal vente dobbelt så længe på politiets udrykning som i andre dele? Og hvordan kan indbrudstyve i radioprogrammer, som det skete forleden i DR’s P1, fortælle om, at det nærmest er et tag-selv-bord at bryde ind i private hjem, fordi politiet vægter alle andre former for kriminalitet højere?
Spørgsmålene hober sig op forud for den tiltrængte politiaftale, som regeringen mandag præsenterede sit udspil til. Vi er desværre nået til et punkt, hvor det er et særsyn at se politiet i gadebilledet, og hvor private borgere nødes til at installere ekstra sikring af deres hjem og oprette private vagtværn, fordi man ikke regner med myndighederne længere.
Det er uholdbart for såvel opretholdelse af selv en nødtørftig retsfølelse som for den relative glæde ved at betale skat, hvis dette billede breder sig. Derfor er det godt, at en ny politiaftale er på vej, men den er intet værd, hvis den ikke tager fat om nældens rod. Indbrud i private hjem og truende adfærd i gadebilledet er givetvis de former for kriminalitet, som flest almindelige danskere oplever oftest på nært hold.
Det betyder selvsagt ikke, at opklaringen af eksempelvis mere kompleks it-kriminalitet ikke også skal prioriteres. Men det betyder, at der i et land som Danmark med en af verdens største offentlige sektorer må være råd og politisk vilje til både at sikre opklaring af den synlige og af den mere usynlige form for kriminalitet.
Den begrædelige tilstand i politiet kommer på baggrund af en generel udvikling i samfundet, hvor flere og flere borgere oplever, at den før så synlige stat trækker sig tilbage og bliver ansigtsløs. Tidligere kom man på posthusene – de er lukkede nu. Tidligere kom man på kommunekontoret – samme udvikling. Tidligere mødte man statsligt personale på togstationerne – også de er affolkede.
Hvor meget man end kan lovprise den digitale udvikling og dens bidrag til effektivisering, kan man ikke regne med, at myndighederne konsekvensfrit kan trække sig tilbage fra borgerne. Derfor er spørgsmålet om politiets tilstedeværelse også uden for de større byer så vigtigt. Mere synligt politi forebygger, skaber større tryghed og opklarer mere kriminalitet. Løsningen er ikke, at hver lille by skal have sin egen politistation, hvilket regeringens udspil på beskedne 150 nye lokalbetjente langtfra vil sikre. Politiet skal bare komme lynhurtigt, når borgerne ringer, og tydeligt og resultatorienteret prioritere indbrud og anden kriminalitet, som helt almindelige mennesker udsættes for. Ellers vil retsfølelsen mindskes, og kløften mellem land og by vokse.