For knap to uger siden berettede vi her i avisen om den 31-årige Sarah Glerup, der er medstifter af græsrodsbevægelsen ”Ikke død endnu”. Hun har muskelsvind, sidder i kørestol, trækker vejret igennem en respirator og betegner sig selv som døende. Men den nye bevægelse, som hun står bag sammen med ligesindede personer med handicap, kæmper for livet og er imod aktiv dødshjælp.
Et stort flertal af befolkningen støtter derimod indførelse af netop aktiv dødshjælp, men de imponerende folk bag ”Ikke død endnu”-bevægelsen stiller de centrale spørgsmål: Hvem kan skønne, om et liv er værd at leve, og hvornår det er berettiget at afslutte et liv?
Det er kernespørgsmålene i den standende debat om aktiv dødshjælp. I går fortalte den pensionerede overlæge Svend Lings i et interview her i avisen om det netværk af danske læger, som han er med i, der indtil nu har hjulpet en række danskere til at dø. Det er sket ved den form for aktiv dødshjælp, som kaldes assisteret selvmord. Lægerne hjælper patienten med at få den dødbringende medicin, som patienten så selv tager.
Det er ikke bare moralsk forkert. Det er også ulovligt, og sådan bør det vedblive at være. Læger for aktiv Dødshjælp har sin egen hjemmeside, hvor lægerne dels tager afstand fra kristendommens syn på liv, dels fortæller, hvordan man kan slå sig selv ihjel. Lægerne mener, at det er den enkeltes ret at gøre det. Den enkelte må råde over sit eget liv.
Flere lande har lovliggjort aktiv dødshjælp. Ikke mindst Holland og Belgien er tankevækkende eksempler, fordi lovgivningen i begge lande gradvist er blevet udvidet med årene, så dødshjælpen omfatter stadig flere grupper. I januar blev en ældre dement hollandsk kvinde således taget af dage med aktiv dødshjælp, men lægen bag har siden fået kritik for, at kvinden ikke i tilstrækkelig grad havde givet udtryk for, at hun rent faktisk ønskede at dø, og nu følger et retligt efterspil.
Det er rigtigt af det danske samfund at fastholde forbuddet mod aktiv dødshjælp. Staten skal ikke lave regler for, hvornår nogle må slå andre ihjel. Nazistyret i Tyskland fremmede aktiv dødshjælp, eutanasi, med et særligt program, der aflivede personer med fysisk og psykisk handicap. Ingen kan garantere, at en legalisering af aktiv dødshjælp i dag ikke vil udvikle sig til også at omfatte netop personer med handicap eller mennesker med demens, der er en udbredt og plejekrævende sygdom.
Der er så indlysende store etiske problemer forbundet med aktiv dødshjælp, at det er svært at forstå, at et betydeligt flertal af befolkningen igen og igen svarer ja til lovliggørelse, når de spørges i meningsmålinger. Sidste år undrede en hospitalspræst sig over det samme her i avisen. For de døende patienter, som hun mødte i sit arbejde, ønskede alle at leve. Igennem præstens mange år i embedet havde hun mødt meget få, der reelt efterspurgte aktiv dødshjælp. Patienterne ønsker smertelindring og omsorg. Hendes egen konklusion var, at det er lettere at sige ja til aktiv dødshjælp, når døden er abstrakt.
Kravet om aktiv dødshjælp er i tråd med tidens herskende individualisme og dyrkelse af den enkeltes ret til selvbestemmelse. Mennesker vil have magten, også over eget liv, men døden er en tilskikkelse, et vilkår, og ikke et tilvalg.
Hvis samfundet godkender aktiv dødshjælp foregøgles det, at vi mennesker er i kontrol, og at vi bestemmer over vores egen død. Men vi skal som mennesker arbejde på at turde se den afmagt i øjnene, som døden stiller alle over for, frem for at bilde os selv ind, at vi som mennesker er herrer over liv og død.