Prøv avisen
Leder

Skats nedtur er del af et mønster

Af Jeppe Duvå, Redaktionschef

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Årtiers nedbrydning af offentlige kompetencer slår igennem nu

Bag Skats udvikling fra en sund del af staten, fordums kendt som Told og Skat, til at være det kuldsejlede symbol på offentlig mis-management, som det er i dag, ligger et mønster. Man genkender det fra flere andre af de virksomheder, der indtil for en halv eller en hel generation siden som en selvfølge udgjorde den ranke rygrad i det, de fleste opfattede som ”samfundet”. Tog- og jernbanedrift og postvæsen er de mest prominente eksempler ved siden altså af skattevæsenet.

Derouten for Skat som pålidelig del af den statslige infrastruktur nåede et lavpunkt, da Berlingske i går kunne fortælle, at Rigs-revisionen nægter at give en blank påtegning af Skats 2017-regnskab. Der er for mange uklarheder, der især knytter sig til regnskabspraksis og til usikkerhed om, hvor store dele af Skats udeståender, der reelt vil kunne inddrives. Det er første gang, Rigsrevisionen har set sig nødsaget til at tage forbehold for hele Skats regnskab. Udeståenderne drejer sig om gæld og restancer, som Skat ikke har formået at inddrive hos borgerne. Og det er ikke småpenge, det drejer sig om – over 100 milliarder kroner, hvoraf selv de største optimister ikke venter, at der kan indhentes mere end 20 milliarder kroner.

Tilbage i 2016 ytrede Skats manglende indsigt i sit eget felt sig i, at man havde refunderet udbytteskat for 12 milliarder kroner til aktionærer, der viste sig at være svindlere.

Det er en ringe trøst for alle, der troligt betaler deres skat, at det hovedløse monster, som Skat de senere år udviklede sig til, ikke længere findes. Det blev med virkning fra den 1. juli i år delt op i syv styrelser, der hver især skal tage sig af forskellige dele af et fungerende skattevæsens opgaver. Fra gældsinddrivelse over told og vurdering til det egentlige ligningsarbejde i den del, der fremover hedder noget så betryggende gammeldags som Skattestyrelsen.

At man flader strukturen ud og fordeler de opgaver, som Skat i den hidtidige udgave ikke har kunnet løfte, på flere styrelser, kan muligvis rette op på elendighederne fremover.

Men den faglige velfunderethed og professionelle ærekærhed, som førhen var bærende i etaternes kultur, er i de seneste årtier talt så meget ned af konsulenter og managementfolk med fokus på omstilling, innovation og forandringsledelse, at man må frygte, at kernevirksomheden har lidt uoprettelig skade.

Altså samme skæbne, som – med lidt varierende fortællinger – er overgået andre etater. Eksempelvis havde vi engang et postvæsen, der faktisk påtog sig at bringe mange typer af post ud og gøre det hurtigt og relativt stabilt. I dag har vi en sørgelig undskyldning for en inter-skandinavisk koncern, Postnord, der i hvert fald i sin danske del har kastet håndklædet i ringen. De statslige ejere aner ikke, hvad de skal gøre. Derfor er det formentlig kun et spørgsmål om tid, før ejerne skiftes ud, der rives ned og bygges op igen, hvorefter radbrækningen af vort postvæsen er fuldendt.

Dette er ikke en nostalgisk hymne om dengang, postbude var røde, og køreplaner var noget, man som udgangspunkt kunne regne med. Det er en nøgtern konstatering af, at en politisk topledelse har ladet sig vildføre af dækningsløse teorier om, hvor megen effektivisering man kunne opnå ved at erstatte faglighed med ledelsesmæssige generalister. Ved at afskedige kernemedarbejdere og ansætte folk, hvis primære kompetencer består i at lave præsentationer og gå til møder. Det sidstnævnte når sin både bekymrende og parodiske klimaks, når DSB i en meget omtalt jobannonce nu søger en innovationsrebel. Der er brug for, at politikerne indser, hvad der er gået galt, og lærer af det.