Kristian Jensen, Troels Lund Poulsen, Peter Christensen, Thor Möger Pedersen, Holger K. Nielsen, Jonas Dahl, Morten Østergaard, Benny Engelbrecht og Karsten Lauritzen.
Disse ni herrer må nu forberede sig på lidt ekstra opmærksomhed de kommende år. Som landets skatteministre fra 2004 og frem til i dag har de nemlig siddet med ansvaret for den periode, hvor politiske ønsker om effektiviseringer og organisationsændringer i Skat har ført til en bekymrende lang og bekymrende dyr liste af skandalesager.
En lidt for smart britisk forretningsmand, bosat i sus og dus på sin egen kunstige ø i Dubai, har uretmæssigt fået refunderet udbytteskat for 12,3 milliarder kroner. It-systemet EFI til 700 millioner kroner, der skulle forbedre inddrivelsen af skattegæld, føjede sig til rækken af katastrofale offentlige it-projekter og skønnes at have kostet staten 15 milliarder kroner. Og dertil kommer så alle de andre sager med fejlagtige ejendomsvurderinger, moms-svindel og konkrete indberetninger om skattesvindel, der ikke blev reageret på.
Derfor er det glædeligt, at der med Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis tilslutning nu tegner sig et politisk flertal for en undersøgelseskommission, der kan kaste lys over Skat i den periode, hvor de ni førnævnte toppolitikere har stået i spidsen.
Langt de fleste danskere betaler jo deres skat med om ikke glæde, så dog med en udbredt forståelse for, at den er en forudsætning for et stærkt og godt velfærdssamfund, der sikrer tryghed og omsorg livet igennem. Men oplever man, at Skat lader ikke bare de store skatteål, men skattefiflernes svar på blåhvalen svømme direkte gennem rusen, mens man selv til sidste 25-øre skal kunne dokumentere hvert et fradrag, smuldrer tilliden til forvaltningen af fællesskabets pengekasse.
Og når man samtidig oplever et samfund, hvor posten ikke bringes ud, hvor politiet ikke magter simple borgernære opgaver, hvor børnehaver døjer med en ussel normering, og hvor ældre spises af med sjasket vakuumpakket mad, vil mange uundgåeligt spørge sig selv, hvorfor verdens højeste skattetryk ikke forvaltes med en større respekt og ydmyghed over for borgerne.
At der er et element af drilleri bag Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis koordinerede ønske om en kommission, skal man nok ikke være blind for.
Senest om to år skal der afholdes folketingsvalg, og for begge partier kan det være taktisk belejligt, hvis Venstre-ministrenes centrale rolle i Skats problemer kan blive en del af valgkampen. Det er dog heller ikke uberettiget at stille det store regeringsparti til ansvar, da netop Venstre har en stor del af ansvaret for de politiske afgørelser, der kan have tvunget Skat så meget i knæ, at åbenlys svindel og fusk ikke blev håndteret tilstrækkeligt grundigt og tilstrækkeligt tidligt.
Men for skatteborgernes skyld er det dog afgørende, at den kommende kommission belyser samtlige ni ministres gøren og laden – også de ministre, hvis primære ansvar ligger i at have set stiltiende til, mens problemerne udviklede sig.
Skal Skat ikke drænes endnu mere, bør de politiske partier bag undersøgelseskommissionen samtidig være villige til at afsætte de ressourcer, der sikrer en grundig, men også effektiv undersøgelse. Sker det, kan der forhåbentlig genskabes en smule af den tillid mellem borgerne og systemet, som Danmark traditionelt har været berømt og beundret for i resten af verden. Sker det ikke, vil de tabte milliarder ikke være den største omkostning ved Skats mange skandaler.