Staten opkræver skat for at finansiere sine mange udgifter til det fælles samfund, men skat virker også adfærdsregulerende. Man beskatter det, man vil have mindre af – tobak, sukker, alkohol – og desværre virker skat på arbejde på samme måde. Des højere skatten på arbejde er, des mindre attraktivt er det at arbejde.
Derfor er der fornuft i den job- og skattereform, som regeringen fremlagde i går. I al væsentlighed sænker den skatten på arbejde, den gør det lidt mere attraktivt at spare op til egen pension, og den sænker afgiften på biler.
Først og fremmest skatten på arbejde er der god mening i at bringe ned. Alt for mange danskere i den arbejdsduelige alder er ikke i arbejde, og hvis lavere skat og flere penge mellem hænderne kan være den gulerod, der bevæger flere fra offentlig forsørgelse over i job, er der vundet meget. Dels sparer staten penge, dels giver man flere mennesker en mere meningsfuld tilværelse, når de selv tjener til dagen og vejen og ikke ligger det offentlige til last.
I regeringsudspillet skal alle i arbejde betale mindre i skat. Der gøres noget særligt for dem med de laveste indtægter, som får et nyt jobfradrag, men også alle andre står til at skulle betale mindre. Det hele sker ved at øge beskæftigelsesfradraget. Det er kontroversielt, at også de højstlønnede får en skattelettelse, og det er også tvivlsomt, om det vil kunne gennemføres politisk, men det er både økonomisk og ideologisk fornuftigt, og hvis ikke en borgerlig regering skulle foreslå et lavere skattetryk for alle, hvem skulle så?
Det gavner samfundskagen, når alle arbejder lidt mere, og det giver god mening at bringe verdens højeste skattetryk lidt ned. Ved at bruge en del af den økonomiske fremgang – råderummet – til at sænke skattetrykket, bliver den offentlige sektor mindre. Det ønsker partierne til venstre i Folketinget ikke, men det er god klassisk fordelingspolitik, der også er i spil her.
Uligheden i samfundet vil vokse en smule, men hvis det kan sikre økonomisk fremgang for alle, gør det så noget, at det, der relativt set er verdens måske største offentlige sektor, bliver lidt mindre, og at uligheden i verdens måske mindst ulige samfund bliver lidt større?
Socialdemokraterne har desværre valgt at være helt imod regeringsforslaget og vil hellere bruge milliarderne på flere offentlige udgifter til blandt andet uddannelse.
Dansk Folkeparti er derfor nøglen til at skaffe politisk flertal for skattelettelserne, og partiet vil tage sig godt betalt. Dets støtte til at sænke skatten på de højeste lønninger risikerer at koste vælgeropbakning.
Dansk politik er tæt på at være fastlåst. Regeringen har ikke flertal, men Dansk Folkeparti vil heller ikke vælte den. Udfaldet af forhandlingerne om en job- og skatte-reform bliver en vigtig strømpil for, om dødvandet i det politiske liv skal vare valgperioden ud.