Skatteskandalen er politisk

Rigtigt at fyre skattechef, men ansvaret er også politikernes

Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad
Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

Danskeren betaler efter sigende sin skat med glæde. I sig selv lidt af et mirakel, i betragtning af at vi på stort set alle områder har de højeste skatter og afgifter i verden. Der er imidlertid ikke noget at sige til, hvis skatteydernes smil er stivnet, efterhånden som den ene skandale efter den anden er kommet frem i lyset.

Fra den ubegribelige historie om, at Skat uden grund har refunderet udbytteskat for over 12 milliarder kroner til udenlandske svindlere, over forkerte ejendomsskattevurderinger til det totale it-sammenbrud, så man ikke har kunnet inddrive skyldige skatter og afgifter for utallige milliarder, samt mange andre grimme sager.

Muligvis kommer der aldrig en fyldestgørende forklaring på, hvordan det har kunnet gå så galt. Stikord kunne dog være uduelighed blandt embedsmænd, hårdhændede sparerunder igennem flere år og hastig udskiftning af skatteministre.

Fra skandale til skandale har man jævnligt fyret og omplaceret lavere rangerende embedsmænd, men i går valgte den nuværende skatteminister, Karsten Lauritzen (V), at fritstille Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen. Samtidig præsenterede han en ny struktur for hele skatteområdet, hvor Skat splittes op i syv enheder. Der afsættes ekstra syv milliarder kroner og ansættes netto 1000 medarbejdere ekstra over de næste fire år.

Nok så opsigtsvækkende vil regeringen opgive at opkræve 14 af de 93 milliarder kroner, som borgere og virksomheder skylder Skat. Rationalet er, at pengene er svære at opkræve, at nogle af kravene kan være forældede, og at det kan dreje sig om så små beløb, at det ikke ”kan betale sig” at opkræve dem. Det kunne være biblioteksbøder, ubetalt licens eller lignende.

Der er bestemt positive elementer i regeringens tiltag. Ret beset burde Skats direktør nok være fritstillet for lang tid siden, og man kan spørge, om det er rimeligt, at Skatte‑ ministeriets departementschef, Jens Brøchner, ikke stilles til ansvar på samme måde. Han er trods alt den øverste embedsmand, og det er i høj grad embedsværket, der har svigtet. Selvom der også er et stort politisk ansvar. Både SRSF-regeringen og den tidligere VK-regering har gennem ti år skåret i bevillingerne til Skat, så antallet af ansatte er faldet fra 10.000 til 6000.

Derfor har det nærmest været uundgåeligt, at kontrollen med skattebetalingerne blev ødelagt, og at der ville ske fejl.

Forhåbentlig rettes noget af det op nu, men det er et meget skidt signal at ville eftergive skattegæld for så stort et beløb, som regeringen lægger op til. Hvis man betaler sin skat med glæde, hænger det ikke mindst sammen med, at man har tillid til, at pengene bruges fornuftigt på velfærd, og at alle andre også bidrager med det, de skal. Skat har en helt enestående mulighed for at tilbageholde gæld i folks løn, som private virksomheder ikke har.

Det er muligt, at en del af gælden i praksis alligevel aldrig vil blive inddrevet, men moralsk er det dybt problematisk at sætte en streg over gælden. Det underminerer tilliden til det skattesystem, som er en af de væsentligste forudsætninger for velfærdssamfundet.