Skilsmisere

Kirken bør sige ja til mægling, men nej til ritual ved skilsmisser

DET ER SÅ YNDIGT at følges ad, lyder det i en kendt bryllupssalme. Men for de mere end 14.000 danske ægtepar, som hvert år bliver skilt, kan det være en sandhed med alvorlige modifikationer. Den smertefri eller lykkelige skilsmisse findes ikke selvom stadig flere par trods alt gør sig ihærdige anstrengelser for at tage en værdig afsked med hinanden.

Med præst og terapeut Ilse Sands seneste tilbud om at udfærdige et særligt skilsmisseritual til ægtepar, der ikke længere ønsker at leve sammen, er jagten på den lykkelige skilsmisse kun blevet yderligere intensiveret. Hvad flere udenforstående ved første øjesyn nok mest af alt vil opfatte som en dårlig spøg et kirkeligt ritual for skilsmisser er der oven i købet flere sognepræster, som helt seriøst bakker op om. En dansk biskop med forstand på parterapi og moderne familieliv udtaler samtidig, at der intet teologisk er til hinder for et ritual ved skilsmisser. Og i nabolandet Sverige har kirken tilmed i adskillige år haft et ritual for ægteskabets afslutning.

HVOR BESNÆRENDE og moderne det end kan lyde, er det imidlertid en ualmindelig dårlig idé, hvis folkekirken officielt skulle stile efter at få et ritual for skilsmisser. Når eller hvis ægtepar sigter mod skilsmisse, skal og bør kirken sige ja til at mægle, til at yde sjælesorg og til at gennemføre samtaleforløb. Mange præster besidder netop den kombination af livserfaring, ubestikkelig autoritet og forstand på forsoning og tilgivelse, som kan få stridende parter på andre og bedre tanker. Men kirken spænder altså ben for sig selv, hvis den med ritualets magt og styrke vil annullere dens egne højtidelige ceremonier. Derfor bør kirken som flere andre biskopper da også allerede har gjort sige klart nej til et egentligt ritual i kirken, som endegyldigt skiller ægtefolk fra hinanden.

Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille, lyder det, når præster i dag foretager vielser i folkekirken. Ved samme lejlighed lover brudeparret at leve sammen i medgang og modgang til døden jer skiller. Virkeligheden viser desværre, at det ofte ikke kan lade sig gøre at få disse gode løfter og smukke intentioner til at fungere i praksis. Men har kirken helt fra starten allerede en pakkeløsning for løfternes og idealernes ophævelse parat, så svækkes hele betydningen og alle forpligtelserne omkring ægteskabet alvorligt.

Det næste bliver vel, at kirken for at være på forkant med tidens individuelle ønsker så også skal levere ritualer, der ophæver dåben, trækker ordene om opstandelse fra begravelsen tilbage eller afskriver troen i det hele taget.

FOLKEKIRKEN ER heldigvis en rummelig og åben kirke, hvor langt de fleste danskere føler sig godt tilpas. Kirken lever på fornem vis op til sit lutherske grundlag ved i mangt og meget at lade tilgivelse, kærlighed og omsorg være ledetråde i sit arbejde. Men derfor behøver kirken ikke at ride med på enhver modebølge. Kirken skal arbejde for heling og forsoning, ikke for adskillelse og afslutning. Kirken skal også turde at give et modspil til den omsiggribende egoisme og selvgodhed, som flere ægteskaber trues af i dag. Og kirken må da så også gerne slå fast, at ingen ægtefolk med eller uden ritualer kan slippe helt af med hinanden. Selv hvis parret ikke har fået børn sammen, vil fælles historie, minder og økonomi trække tydelige spor og altid gøre det vemodigt at skilles ad.

Konklusionen af hele miseren om skilmisser er og bliver derfor også, at kirken helhjertet bør sige ja til mægling i stedet for at forsøge sig med halvhjertede ritualer opfundet til lejligheden.

mth