Prøv avisen
Leder

Skønhedsidealer gør unge syge

Karin Dahl Hansen, Liv&Sjæl-redaktør på Kristeligt Dagblad Foto: Paw Gissel

Kravet om perfektion er uopnåeligt, men de unge ved det ikke

Den danske modebranche nåede et lavpunkt, da magasinet ”Cover” kom på gaden med en model, der var så tynd, at der lynhurtigt opstod et ramaskrig på de sociale medier. Forlægger Malene Malling kom med en uforbeholden undskyldning på magasinets hjemmeside. Hun erkendte, at modellen var alt for tynd, og at billedet ikke burde være bragt.

Hun understregede, at hun ikke havde levet op til sit ansvar ”som forlægger, kvinde og mor”. Så langt så godt. Indehaveren af modelbureauet tog lidt lettere på det og mente, at historien var ”pisket fuldstændig vanvittigt op”, og at der er mange billeder i den internationale modeverden, hvor pigerne ser lige så tynde ud. Argumentationen om, at de andre også gør det, er ikke ny. For et år siden sagde indehaveren af det firma, der i årevis har reklameret for nye bryster på busserne næsten det samme. Som svar på kritikken af reklamen, svarede han, at det ”i langt højere grad er modebladene og andre kommercielle industrier som filmbranchen, der påvirker kvindeidealet.”

Det er næppe et enkelt foto af en tynd model eller en busreklame for perfekte bryster, der er årsagen til, at danske unge og navnlig unge kvinder har ondt i selvværdet. Men det er en medvirkende årsag, og alle har et ansvar for at vise omtanke.

Kort før jul viste en forskningsrapport lavet af SFI Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, at hver tredje pige mellem 15 og 19 år har modtaget psykologbistand, hver fjerde har en psykisk lidelse og hver 10. har fået medicinsk behandling for en psykisk lidelse. Syv procent af de unge piger og kvinder har forsøgt at tage deres eget liv. Tallene kommer samtidig med, at det viser sig, at de unge faktisk lever sundere. De ryger mindre, drikker mindre, spiser sundere, tager færre stoffer og har en senere seksuel debut end tidligere. Med andre ord gør de, som de får besked på, og alligevel er de ulykkelige. Måske fordi det faktisk er en umulighed at leve op til de mange idealer.

Som forældre og samfund bør man gå forrest og give de unge en mere realistisk opfattelse af, hvad et normalt liv er. Modellerne i reklamerne for fitnesscentre, skønshedsklinikker og modetøj er ikke normen, og ej heller bør de være idealet.

Det er fint at være slank, have en god kondition og i øvrigt klare sig godt i skolen. Men med til at være mentalt og fysisk sund hører også en vis robusthed og realisme. Det er ikke sikkert, at man kan få 12 i alle fag, det er ikke givet, at man kan få en bagdel som hende fra Hollywood, og uanset hvor meget man træner, er der ingen garanti for et vaskebræt på maven. Børn og unge skal lære mange ting - en af de vigtigste er at lære at sige ”pyt med det.” kdh