DEN NÆSTE BØLGE i folkeskolen bliver spirituel. Omkring 700 skolefolk og pædagoger var i fredags samlet til et seminar om den såkaldt "niende intelligens". På seminaret, der var arrangeret af Center for Undervisningsmidler i Århus, var der velkomst af skuespilleren Ellen Hillingsø og oplæg af professor Steen Hildebrandt og forfatter Jes Bertelsen. Managementtænkning og New Age-spiritualitet hånd i hånd på vej ind i folkeskolen.
Meget værre kan det ikke blive. Man kan kun håbe, at de fremmødte skolefolk og pædagoger fortrinsvis kvinder holdt hovedet koldt og den kritiske sans intakt under seancen.
Hovedproblemet i den spirituelle skoletendens er ikke først og fremmest religiøst. En lærer på Vækst-centret i Nørre Snede udtaler beroligende til avisen Nordjyske, at centret skam har fjernet det religiøse fra deres metoder, så det kun gælder afslapning og fordybelse. Lige som man kan dyrke yoga uden at blive hinduist, kan man også meditere uden at blive buddhist. Det har manden fra Vækstcentret sikkert ret i. Hovedproblemet er samfundsmæssigt. Og det er langt værre.
DEN NIENDE INTELLIGENS kaldes også den eksistentielle intelligens, og det handler om nærvær, fordybelse og empati. Det lyder jo tilforladeligt. Det er da heller ikke, fordi børn tager skade af at lukke øjnene i fem minutter og ind imellem trække vejret dybt. Rigtig dybt. Børnene skal finde deres indre ro. Det lyder jo også relativt tilforladeligt.
Problemet er den ramme, det sættes ind i. Stefan Hermann, tidligere chefkonsulent i Undervisningsministeriet, udgav først på efteråret bogen "Magt og oplysning", hvor han sætter fokus på udviklingen i folkeskolen fra 1950 til 2006. Han peger på, hvorledes folkeskolen svinger mellem at vægte personlig udvikling og faglighed. De seneste år har fagligheden været i fokus. Folkeskolen har således ifølge Hermann de seneste år udviklet sig til en fabrik, hvor børnene er det produkt, der helst skal komme ud som letanvendelig og lønsom arbejdskraft.
Man kan være enig eller uenig med Hermann i denne konklusion. Hvis børnene ikke lærer noget i skolen, så nedlægger skolen de facto sig selv. Problemet er, hvis fagligheden ikke holdes fast i en dannelsesmæssig ramme.
Så bliver et fænomen som "den niende intelligens" spirituel hjælpemotor til præstationsskolen. Den enkelte elev i fokus, lidt blød indre ro i sjælen og fuld fart frem mod de nationale test. På samme måde som buddhismen er den perfekte religion til det moderne, stressede arbejdsliv.
FOLKESKOLEN ER EN dannelsesinstitution. Den største i landet. Dannelsens formål er ikke at lære eleverne at fokusere på dem selv og deres indre balance. Der er al mulig grund til at holde øje med, hvilken gang på jorden den uhellige alliance mellem managementtænkning og New Age-spiritualitet får i folkeskolen.
Det er ikke og bør ikke være folkeskolens formål at lære børnene indre ro. Endsige at give dem fred i sjælen. Skolen skal udfordre børnene, og derfor skal faglighed være i fokus. Men det skal samtidig ske inden for rammerne af en dannelsestænkning, hvor det enkelte barn lærer at indgå i et fællesskab, hvor han eller hun er forpligtet på mere end sig selv. Både for børnenes egen skyld og for samfundets skyld.
bl