KRISTELIGT DAGBLAD bragte i lørdags en historie om et tilsyneladende moralsk skred blandt folk i betroede myndighedsstillinger i Danmark.
Udgangspunktet var først og fremmest den pinlige sag fra Greve, hvor den nu sygemeldte borgmester René Milo (V) efter alt at dømme har misbrugt sin position til egen økonomisk fordel. Men sidste uge bød også på historierne om landets apoteker, der nu er så gennemblødte af medicinalindustriens gaveregn, at deres uafhængighed og troværdighed står på spil, og om miljøminister Hans Christian Schmidt (V), som beskyldes for at favorisere venner og kolleger med støttemidler fra sit ministerium.
De tre historier er blot de nyeste knopskud på en lang række af sager, der i de senere år har rullet i det offentlige Danmark, hvoraf de meste kendte må være Brixtofte-sagen i Farum, balladen om finansminister Thor Pedersens (V) boligforhold og modtagelse af EU-støtte, svindlen i SiD, der førte til Willy Strubes selvmord, og sagen i Århus, hvor en politimand slettede sine kollegers fartbøder fra computerregistret.
De mange sager er indbyrdes meget forskellige, men alle vidner de om en svækket moral blandt folk i magtpositioner i det danske samfund; en tendens, der angiveligt er accelereret inden for de seneste årtier, ironisk nok også det årti, som den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) døbte »moralens årti«.
Hvorfor det er gået sådan kan være svært at give et entydigt svar på.
Morten Kvist, som er præst og medlem af Det Etiske Råd, mente i lørdagens avis ikke, at der er mere svindel i Danmark i dag end førhen. Derimod er der mindre social kontrol og derfor flere fristelser, som bringer flere til fald. Man kan ganske enkelt slippe afsted med mere nu end førhen.
Denne forklaringsmodel har fat i noget væsentligt, men det er svært ikke at forstå begrebet »mindre social kontrol« som netop et samfundsmoralbegreb.
Man holdt tidligere hinanden »mere i ørene«, og hvis den enkelte faldt for fristelsen, ja så »faldt hammeren« simpelthen hurtigere fra både kolleger og venner.
Selv om det enkelte menneske ikke nødvendigvis er blevet mindre moralsk anlagt, så er der med denne analyse tale om et skred i borgermoralen. I et samfund, der indtil for nylig har været ret korruptionsfrit på grund af en samfundsmoral formet af den lutherske kristendom, er der nu en påviselig svækkelse i »kaldstanken«, et begreb, der også stammer fra en luthersk inspireret samfundsetik.
Denne svækkelse i kaldstanken blev indirekte bekræftet af formanden for Kommunernes landsforening, Ejgil W. Rasmussen (V), i et interview i TV2 Nyhederne torsdag aften. Her fastslog formanden, at flere og flere folk bare ser politik som en måde at »bryde igennem på« (sådan lidt »Popstars«-agtigt, som Kristeligt Dagblads tv-anmelder påpegede i lørdagsavisen ), altså en trin på karrierestigen snarere end et idealistisk kald.
Denne tendens i det offentlige Danmark er dybt bekymrende og kan ses som endnu en påmindelse om, at sekulariseringens konsekvenser er en yderst blandet buket blomster. I et homogent samfund som det danske, hvor borgere hidtil har kunnet stole på de offentlige myndigheders integritet, er denne udvikling et farligt skred. Et skred, som man bør være opmærksom på, samtidig med at proportionerne fastholdes. Selv om René Milo i hast er ved at blive et sindbillede på, at der med Shakespeares ord er »something rotten in the state of Denmark«, så er Danmark fortsat et af de mindst korrupte lande i verden.
holm