Race er kommet tilbage i Danmarks politiske samtale. Intellektuelle drøfter ”hvid, kristen identitet”. Der tales om ”hvide mænd” som en særligt problematisk kategori, og kritikere kalder folketingsmedlem Naser Khader (K) en kokosnød, fordi de ser ham som brun udenpå, men hvid indeni.
Det er en sproglig bevægelse, som er importeret fra USA, hvor racismen mod særligt afro-amerikanere kaster lange skygger. Så sent som i 1960’erne nægtede The Beatles at spille for et raceopdelt publikum i Florida.
Race har spillet en anden rolle i efterkrigstiden hertillands. Og en mindre rolle. Typisk var meget af det, der blev kaldt racisme i 1980’ernes debat, reelt indvandringskritik.
Stort set alle danskere ønsker sig et samfund uden raceopdeling. Men sproglig raceopdeling er blevet normal. Der tales om brune og hvide som aldrig før. Og selvom det er vigtigt at diskutere diskrimination på grund af farve, virker den amerikanske retorik malplaceret i Danmark. Der er ikke mange tilfælde, hvor politiet dræber mennesker med afrikanske rødder her. Men alligevel har vi overtaget den amerikanske bevægelse Black Lives Matter (sorte liv har også en betydning), som bærer en historik om racebetingede drab med sig ind i en dansk kontekst.
Helt urimeligt bliver det, når man bruger folks hudfarve anklagende. Den politiske kommentator Rulle Grabow kritiserede for eksempel et tv-program med Søren Pind (V) og Henrik Sass Larsen (S) for, at man giver ”tv-tid til hvide, midaldrende mænd”. Hvordan skal man forsvare sig mod den slags? Farveargumentet stopper al samtale. Studerende på Københavns Universitet protesterer tilsvarende mod læsning af hvide mænds værker, ikke baseret på indholdet, men på forfatternes farve. Og i Storbritannien er der ønsker om at kvotebehandle Europas kulturelle højdepunkter som Platon og Shakespeare efter køn og race. Absurditeten skriger til himlen.
Selvom hvidhedskritikken i Danmark begrundes med lighed for alle hudfarver, er det intellektuelt et tilbageskridt, at vi er begyndt at tillægge race stor vægt igen. Skal vi bevare niveauet i den offentlige debat, er det vigtigt, at vi har modet til at insistere på principper frem for farve, det indre frem for det ydre. Ellers lurer en forarmet og frygtsom samtale på den næste generation, hvor man reducerer store politiske diskussioner til en magtkamp mellem forskellige etniske grupper. Det vil kun gøre alle dummere.
Man taler raceidentitet op, hver eneste gang man klassificerer mennesker i raceskemaer. Og dermed øger man reelt også opdeling i racer.
Det modsatte burde være målet. Vores politiske debat burde handle om indhold og kvalitet. Hvis man vil stille krav ud fra folks farve, er der god sandsynlighed for at ende med et mere raceopdelt samfund som i USA. Vi bør bekæmpe racediskrimination, men ikke tale race op, så det deler os som samfund.