Prøv avisen
Leder

Skru ned for klimaangsten

Skoleelever fra Aarhus går i demonstration under International Klimastrejke i Aarhus, fredag 15. marts 2019. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af Erik Bjerager, ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Lad os tale om fremtidens klima uden dommedagsretorik

Hver generation har sin dommedagsforestilling.

Oprindeligt var den religiøs og kan blandt andet henføres til Det Gamle Testamentes beretning om Noas Ark, hvor Gud sendte syndfloden over menneskeheden, fordi Gud indså, at menneskene var onde. I Det Nye Testamente er dommedagsforestillingen ikke bare en undergangsvision for den gamle verden, men også forestillingen om Guds komme og en ny verdens tilblivelse.

Læs også:Psykolog: Vi er ved at skabe en generation af klimaangste børn

Igennem århundreder har mennesker frygtet apokalypsen, dommedag, og udlagt naturkatastrofer som jordskælv og oversvømmelser som Guds dom eller set verdensdommen varslet med meteorer på himlen.

I en sekulariseret verden er dommedag ikke længere Guds dom over mennesket. Nu er ansvaret for verdens fremtid flyttet til mennesket selv. For måske er man sluppet af med Gud og religiøse forestillinger, men ikke med forestillingen om dommedag.

Ikke mindst opfindelsen af atomvåben blev det, der kom til at skabe dommedagsfrygten i nyere tid. Med masseødelæggelsesvåben blev mennesket for første gang i stand til at ødelægge sig selv og Jorden. Generationerne, der gik i skole i 1960’erne, 1970’erne og til dels 1980’erne fik forevist film og blev undervist i en atomkrigs konsekvenser på en måde, så det kunne hensætte enhver elev i en form for lammende angst. Hvorfor overhovedet ville leve, hvis der ingen fremtid er?

Men verden er ikke gået under, og vi mennesker er her endnu. Forestillingen om dommedag lever fortsat, men nu i form af frygten for en klimakastrofe.

At dommedagsfrygten skifter over tid, betyder ikke, at frygtens årsag er ren illusion. Naturkatastrofer har op igennem historien haft så store menneskelige omkostninger, at der både dengang og nu er grund til at frygte dem. Truslen fra atomkrig har været reel og er det fortsat. Og i dag er menneskets rovdrift på naturen og ødsle levevis med til at skabe konturerne af en omfattende krise, der både angår klodens natur og klima.

Men dommedagsretorikken kan skabe angst og ødelægge menneskers livslyst, og dybest set er det lysten til at leve, der skal få mennesker til at skabe en bedre verden. At der nu tales om, at børn og unge lider af begrebet klimaangst, fordi de frygter oversvømmelse og udslettelse, er meningsløst og bør fremkalde en ny besindighed i klimadebatten. Det er også meningsløst, at unge mennesker taler om, at de ikke vil sætte børn i verden, fordi verden ikke er værd at leve i.

Læs også: Sådan taler du med dine børn om klimaforandringer

Ingen kan tåle at bære Jordens skæbne på sine skuldre, og det er netop der, den er kommet til at ligge. At redde Jorden er så stor en opgave, at man lammes af afmagt. Selvfølgelig kan alle gøre noget for at leve mere klimavenligt, ikke mindst ved bare at leve mere nøjsomt. Men klimafrygten tager glæden fra mennesker, ikke mindst når den omsættes i en form for sekulariseret lovreligion, hvor man bryster sig af at være et etisk korrekt menneske, hvis man spiser klimarigtigt.

Klimaretorikken har, som det blev beskrevet her i avisen i den forgangne uge, antaget religiøse overtoner. Debatten rummer frygten for dommedag. Begreber som synd og skyld knyttes til den herskende levevis, men bodsprædikanter i form af klimaforkæmpere vil kunne omvende de vantro, ikke mindst kødspiserne og de syndige flypassagerer.

Klimakrisen er reel, men må ikke føre til en halvreligiøs og glædesløs klimaretorik, der bilder alle ind, at Jorden snart går under.

Rygtet om dommedag er overdrevet.