Hvornår blev din personlige fred og ro sidst forstyrret af andres behov for at høre musik? Sandsynligvis oplever du denne gene flere gange ugentligt, hvis ikke dagligt. For mennesker, der er så uheldige at skulle bo, færdes eller arbejde udsatte steder, kan larm – hvoraf uønsket og høj musik ofte er en hovedbestanddel – være en væsentlig kilde til nedsat livskvalitet. Den slags fører til stress eller det, der er værre. I betragtning af at støj påviseligt slår mennesker ihjel, er det påfaldende, at samfundet stadig er ekstremt tolerant over for den type larm, som vi nemt kunne skrue ned for – musiklarmen.
Uha, for et mavesurt synspunkt. Er musikglæde virkelig et problem? Er der ikke langt større og farligere støjproblemer, en seriøs avis kunne harcelere over? Hvad med trafikstøj og byggelarm?
Det er ganske rigtigt, at overskudslyden fra højttalere, soundboxe, hovedtelefoner, private fester, koncerter og festivaler kan virke bagatelagtig i sammenligning med det moderne samfunds virkeligt ondartede støjmagere som fly, tog, biler og metrobyggeri – samt, ikke at forglemme, den afart af vindmøller, hvis strøm skæpper i naboens og ikke ens egen lomme. Men musik, der spilles så højt, at andre tvangsindlægges til at høre på den, har en særligt enerverende kvalitet: Den er indlysende unødvendig og kunne nemt forhindres.
Larmen fra gader og veje er (indtil al transport af personer og gods kommer til at foregå i diskret summende el-biler) en følge af et gode, som alle, både lydfølsomme og lydresistente, er afhængige af, nemlig muligheden for at blive flyttet fra A til B uden at skulle vandre distancen selv. Naboens opskruede musik derimod er et entydigt onde, en omkostning, om man vil, for alle andre end naboen selv.
Festivalen eller koncerten, der tvinger 100 gange så mange mennesker til at lægge trommehinder til lyddønningerne, som det antal, der frivilligt har opsøgt musikoplevelsen, er en pestilens eller, som en debattør på denne side kalder det, en lydpest. Også dén musikudfoldelse savner enhver samfundsmæssig nødvendighed, som kunne begrunde, at andre skal tvinges til at lytte med.
Hovedtelefoner af varierende kvalitet skulle egentlig gøre det rigtige ved at privatisere musiknydelsen. I stedet har de løftet andres anmassende musikforbrug til et nyt niveau. Modsat de småøredutterseller de større lyttebøffers hensigt er overskudslarmen fra dem blevet en garant for, at alle omkringstående og -siddende også hører med.
Det fortvivlende er, at lokale miljømyndigheder langt hen ad vejen spiller med på idéen om, at fordi musik er en af menneskehedens ypperligste frembringelser, så skal det spilles konstant, døgnet rundt, overalt og i alle tænkelige situationer. Og helst offentligt.
Et af de mere utrolige udslag af denne kommunalt sanktionerede larme-kultur er den årlige festival Copenhagen Distortion. Den specialiserer sig i musik, hvis kunstneriske kvalitet er omvendt proportional med den styrke, hvormed den sendes ud fra lastbilstore højttalere. De seneste år er der ganske vist skruet lidt ned for lydterroren mod de bykvarterer, hvor festivalen finder sted. Men kommunalpolitikernes budskab er her som talrige andre steder i landet ikke til at tage fejl af:
Auditiv invasion af tusinder af menneskers privatsfære er helt i orden, bare man husker at kalde det musik.
Helvede er de andre, sagde den franske tænker Jean-Paul Sartre. Også deri tog han grundigt fejl. Hvis han havde sagt, at Helvede er de andres musik, havde han haft en pointe.