Danmark bruger over 140 milliarder kroner om året på sit uddannelsessystem, hvortil kommer de 20 milliarder kroner, de studerende får i uddannelsesstøtte. Det er uden sammenligning verdens mest gavmilde system, og helt overordnet er der rigtig gode argumenter for at bruge så mange penge på uddannelse, både for den enkelte og for samfundet. Uddannelsesstøtten sikrer, at alle uanset social baggrund har mulighed for at uddanne sig – og at de studerende kan fokusere 100 procent på deres uddannelse. Materielt skulle de kunne klare sig igennem med nogle få timers erhvervsarbejde ugentligt og måske lidt studielån.
Så meget desto ærgerligere er det, at uddannelsen for mange studerende i praksis alligevel ikke er et fuldtidsjob. Aktuelt har Kristeligt Dagblad i går omtalt en ny evaluering af læreruddannelserne, som viser, at de studerende selv vurderer, at de i gennemsnit bruger omkring 25 timer ugentligt på deres studier.
Set fra katedrene på landets professionshøjskoler er tallene endnu værre. Herfra undervises de lærerstuderende gennemsnitligt mellem 9 og 14 timer om ugen i de uger, hvor der finder undervisning sted. Som i resten af undervisningssektoren har også disse skoler lange ferier, som ville trække gennemsnittene yderligere ned, hvis man sammenlignede med de ugentlige arbejdstider på andre arbejdspladser. Det faktum var politikerne opmærksomme på, da de tilbage i 2013 ændrede læreruddannelsen. Dengang formulerede de målet om, at en læreruddannelse skulle være et ”fuldtidsstudium” med en studieaktivitet på 43 timer om ugen.
At der undervises for lidt på professionshøjskolerne, er langtfra nyt. Tilbage i 2011 lød der en tilsvarende kritik, og i 2016 evaluerede Rigsrevisionen skolerne, som uddanner blandt andre lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere.
Allerede dengang hed det, at ”de studerende ikke har en arbejdsbelastning, der svarer til et fuldtidsstudium”. Skolerne, der har knap seks milliarder kr. årligt at gøre godt med, forsvarer sig igen og igen med, at politikerne på Christiansborg sparer for meget. Det generelle krav om et omprioriteringsbidrag på to procent om året nævnes også, og det er da muligt, at man for eksempel burde flytte nogle penge fra uddannelsesstøtten til uddannelsesaktiviteter, men det tør ingen politikere foreslå op til et folketingsvalg. Selv inden for de eksisterende rammer burde der imidlertid kunne gøres noget, så længe nogle skoler er i stand til at tilbyde langt mere undervisning end andre med de samme økonomiske forudsætninger. Mon ikke der stadig kan effektiviseres en del, og mon ikke man kunne gøre mere for at undgå, at 40 procent af de studerende falder fra undervejs? Hverken de lærerstuderende, grundskolen eller samfundet kan være tjent med, at undervisningen prioriteres så lavt, som tilfældet er i dag. Der er brug for større ambitioner for fremtidens lærere.