Mange så en pivåben gavebod for sig, da de i går hørte dagbladet Politikens oplysninger om, at Gældsstyrelsen eftergiver tæt på en halv million borgere hele eller dele af deres klatgæld til det offentlige. Og næste tanke har hos mange været, at det godt nok svækker alle andres lyst til at betale deres skatteregninger, licens og bøder, når naboen kan få lov at slippe, blot fordi hun længe nok har ignoreret rykkerne fra stat og kommune. Den slags er næppe befordrende for den retsfølelse, som vores folkevalgte ellers bruger som begrundelse for at kræve disciplin og ansvarlighed i talrige andre sammenhænge.
Og det er sådan set rigtigt nok. Men der er flere forhold, der gør, at de færreste behøver føle sig forbigået af julemanden, fordi de ikke fik et af de mange breve om sløjfet gæld.
For det første er det ikke voldsomme beløb, den enkelte skatteskyldner lettes for. Langt de flestes eftergivelse beløber sig til mindre end 2000 kroner. Dernæst er det primært personer med lav indkomst, der er blevet lettet. Og selvom førtidspensionisten naturligvis også skal betale sine p-afgifter, ligger det også i en del af eftergivelsen, at den skal begunstige personer, hvis udsigt til at betale på et senere tidspunkt er lav eller ikke-eksisterende. Omvendt kan man pege på, at netop gammel gæld, som man ikke kan komme ud af, kan være den sten i skoen, der får mange til aldrig rigtig at komme på økonomisk fode igen.
Derved er der socialt set også en samfundsmæssig idé i at lette i forvejen mindrebemidlede for et pres.
Tilsammen er det gæld for 5,8 milliarder kroner, der eftergives i denne omgang. En omgang, som uddeles efter beslutning af et enigt folketing, og som i øvrigt angiveligt ikke står til at blive gentaget. Det er uomtvisteligt et stort beløb. For eksempel er det en pæn sum mere, end danskerne samlet ventes at betale i licens i år (4,6 milliarder kroner) og halvdelen af, hvad alle vægtafgifter af motorkøretøjer vil indbringe i årets løb (11,6 milliarder kroner).
Men proportionerne er vigtige. Den gæld, der annulleres, er en dråbe i det store skatteregnskab – hvilket naturligvis ikke skal være nogen undskyldning for den enkelte restant. De samlede skatter og afgifter fra landets indbyggere og deres virksomheder ventes i 2018 at løbe op i en billion kroner (1000 milliarder kroner). Så den eftergivne sum udgør altså kun godt en halv procent af samfundets totale skatteprovenu. Dramatikken svinder yderligere, når man tager højde for, at den gæld, der nu eftergives, er akkumuleret over en årrække, og at det i mange tilfælde ville koste mere at inddrive den, end den er værd.
Nej, skandalen ligger et andet sted end hos den lille skyldner. Skandalen er stor og handler om en stat, der i flere år reelt har opgivet at indkradse gæld til det offentlige. Så der er en dybere sandhed i, at der er ringe udsigt til, at de 5,8 milliarder kroner nogensinde ville havne i statslige og kommunale kasser: Ingen har for alvor prøvet.
Forklaringen er formelt set et it-system ved navn Efi, der skulle forbedre inddrivelsen af skattegæld, men aldrig kom til at fungere, før det blev skrottet i 2015. Derefter er gælden til det offentlige vokset kraftigt. Vi har endnu til gode at se, om en opsplitning af det gamle skattevæsen, der fandt sted tidligere i år, vil gøre nogen som helst forskel. Politikere på tværs af den politiske midte har i årtier systematisk nedbrudt al viden og faglighed på skatteområdet ved at underkaste det serier af spareplaner og omorganiseringer. Så hvis man vil rette sin harme over slap skattemoral et passende sted hen, må det være mod en stribe af tidligere ministre på området.