Prøv avisen
Leder

Sløks dannelse er i den grad fortid

Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel

Skoledebat mangler respekt for det, der er større end den enkelte

Lige nu udgives en del bøger om teologen Johannes Sløk, som i dag ville være fyldt 100 år. Han var den type intellektuel, der både befattede sig med filosofi, litteratur, æstetik, teologi og dramatik. Og så var han med til at opfinde faget idéhistorie, der netop ser bredt på idéernes udtryk i forskellige kulturformer.

Hans type er sjælden, og den bliver sjældnere og sjældnere. Ikke mindst fordi den brede dannelse med mange horisonter har tabt anseelse i Danmark. Det har den, både når det gælder prioriteter i undervisningssystemet, når det gælder forældres opdragelse, og når det gælder intellektuel prestige.

Alternativet til en solid kulturel dannelse er en hang til sukkersød, let og emotionel fastfood, som finder sit udtryk i et samfund, der kulminerer i kollektiv sentimentalitet, når popstjerner dør. Udbrud, der ikke ses, når kulturbærende intellektuelle går bort.

Der er sjældent høje ambitioner, når dannelse diskuteres af politikere, pædagogiske eksperter og medieledere. Der tales reelt ikke om mere end at bevare status quo, som det fremgik af et interview i går med undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) i Kristeligt Dagblad.

Johannes Sløk ville næppe være fornøjet over udviklingen: En skole, hvis nyskabelse består i innovative, globale og digitale kompetencer, som det hedder i regeringens nye gymnasieudspil. I virkeligheden socialiseres børn på disse områder, fra de er tre år gamle. De ville have mere brug for at forstå, hvorfor ældgammel kristendom og litteratur stadig er vigtig for nutidens levende og ikke mindst for døende.

Men tidens klogeste hoveder på skoleområdet ville næppe heller være fornøjet over Johannes Sløk, en mand der brugte et liv på at studere teologi og filosofi på statens regning blot for at erklære, at livet er absurd. Sløks rige tænkning var unyttig. Systemet ville bekæmpe dannelsen af sådan en mand i dag.

Under den upædagogiske debat om pædagogik ligger et vidensmæssigt nytte-ideal, som er uheldigt. Vi lærer fra barnsben, at vi skal tilegne os viden for at opnå noget andet: Blive ingeniører eller gå til eksamen. Men det er netop kernen i problemet. I sidste ende skal vi tilegne os viden for at blive mennesker. Et menneske kommer ikke færdigt til verden, det dannes. Det ideal, at mennesket bliver menneske gennem grundig diskussion, tilslibning og konflikt med egen tradition, er ikke nyttigt i snæver forstand. Men det giver tilværelsen mening.

Midt i en hyper-nytteorienteret verden, der jager efter en global identitet, har børn brug for at lære om de historiske fællesskaber, de indgår i. Derfor kan skolen ikke være dannende uden at blive identitetskabende.