Kristeligt Dagblad mener: Sluk coronabålet, hvor det brænder

Test og opsporing bør bruges mere effektivt mod covid-19

Covid-19 er kommet ud af kontrol. Især på globalt og europæisk plan er den gal, mens vi herhjemme endnu ser relativt lave tal for smittede, indlagte og døde. De er dog hastigt stigende, og det fik i fredags regeringen til at fremlægge endnu en række restriktioner. Mest vidtgående er forslagene om at forbyde forsamlinger på over ti personer, om at påbyde mundbind indendørs på nogle offentlige steder samt om at forbyde salg af alkohol efter kl. 22. Det er endnu ikke en nedlukning af store dele af samfundet som i foråret, men tiltagene peger i samme retning som dengang. De ændrer først og fremmest spillereglerne for de raske – ikke for de smittede og syge. Med statsministerens formulering er det gået ”ret godt indtil nu”.

Og ja, når man ser på udviklingen herhjemme og i andre lande, har den danske strategi nok været den rigtige. Indtil nu. Det er bare ikke sikkert, at den kan bruges lige så meningsfyldt i fremtiden. Fortsat nedlukning og indskrænkninger blandt raske vil blive dyrt og skabe store problemer med ensomhed og depression, ikke mindst blandt de ældre og mest udsatte, som indsatsen ellers især skulle beskytte. Erhvervslivet og kulturlivet vil lide under den yderligere nedlukning, som man formentlig i løbet af få dage eller uger føler sig tvunget ud i, fordi smitten fortsat vil vokse.

Et af de få centrale elementer i bekæmpelsen af covid-19, som ikke har fokus på de raske, men på de syge, er test. Dem har Danmark foretaget langt flere af pr. borger end mange andre lande. Historisk har det været nøgleredskabet mod enhver epidemi – at opspore og isolere de syge. Som Christian Wejse, epidemiolog og afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital, har udtrykt det, gælder det om at slukke ilden, hvor det brænder, i stedet for at hælde vand på alle borgerne udenom. Problemet er, at testresultaterne hidtil slet ikke er blevet brugt effektivt nok til at opspore nye smittede. En ud af seks smittede bliver aldrig kontaktet. Blandt andre Berlingske har afdækket, at myndighederne gennemsnitligt også kun får fat i tre en halv kontaktpersoner for hver person, der testes positiv. Det er alt for få og en sandsynlig forklaring på, at det aldrig er lykkedes at inddæmme smitten herhjemme, trods lave smittetal gennem flere måneder.

Regeringen bruger mange milliarder på at understøtte erhvervslivet og kulturlivet, og det er helt nødvendigt, men måske burde man kanalisere blot nogle få af milliarderne over på at intensivere testning og især opsporing af smittede. Der kunne ansættes mange flere personer til at stemme dørklokker hos bekendte og venner af personer med positive tests og sende flere af de syge på hotel, som ikke har mulighed for at isolere sig hjemme.

Regeringen har afskrevet at beregne prisen på et menneskeliv, men hvorfor ikke gøre en undtagelse her? Det er nemlig højst tænkeligt, at man ville kunne redde ikke så få flere menneskeliv ved at intensivere opsporingen af smittede, i stedet for eksempelvis at påbyde mundbind i supermarkedet – et tiltag til mange millioner kroner hver eneste uge med tvivlsom og omdiskuteret effekt. Det handler om at slukke coronabålet, hvor det brænder.