Flere politikere har kritiseret, at prædikestolen i Slotskirken i København i dag betrædes af den grundtvigske valgmenighedspræst Morten Kvist fra de midtjyske Herning og Gjellerup Valgmenigheder. Det sker under den åbningsgudstjeneste, der hvert år holdes, når Folketinget begynder et nyt politisk år. SF har helt valgt at boykotte gudstjenesten som parti, og det samme har den socialdemokratiske næstformand Mogens Jensen.
For 10 år siden har præsten sagt, at der må være grænser, da debatten gik om homoseksuelles ret til at blive plejeforældre til børn. ”Hvad med de pædofile? Har de også rettigheder?”, spurgte han dengang noget klodset. Det er på baggrund af dette 10 år gamle citat, at forargelsen har rejst sig.
Konflikten er tankevækkende. Præsten siger selv, at han gerne vier homoseksuelle i dag. Han har altså ikke den fjendtlige holdning til homoseksuelle, som politikerne tillægger ham. Morten Kvist har sågar tilbudt at vie sin homoseksuelle menighedsrådsformand, som det står andetsteds i avisen i dag. Han mener blot, at børn har bedst af at have både en far og en mor. Et synspunkt, der bør være plads til i en dansk offentlighed.
Men hvad præsten mener, betyder tilsyneladende ikke ret meget. Medier og politikere har lagt sig fast på et gammelt udsagn, som kan danne basis for en uinformeret offentlig samtale. Det havde været mere relevant at diskutere de spørgsmål, der rent faktisk adskiller Morten Kvist fra politikerne.
Kritikken viser, at vi i Danmark har åbnet os for en amerikansk form for debat. Man søger smuds i fortiden og prøver at opbygge en folkelig opinion på smuds i stedet for at debattere ud fra faktiske holdninger. Ingen ved sine fulde fem, der har set nærmere på Morten Kvists argumentation, kan tro, at han mener, at homoseksuelle er ligesom pædofile.
Under citat-debatten ligger et andet spørgsmål: Kan man have en prædikant til Folketingets åbning, som stiller sig skeptisk over for tidens tendenser inden for køn og indvandring? Havde man drøftet det, havde der været en reel og principiel uenighed. Hvis det er de principielle holdninger til køn og islam, der rent faktisk støder de skeptiske politikere, må man undre sig. For mener de så, at en præst, der med sine synspunkter repræsenterer en stor del af danskerne, ikke skal kunne være prædikant ved Folketingets åbningsgudstjeneste?
Man fristes til at tro, at vi har fået så snæver en normalitet i Danmark, at der ikke er plads til svagt afvigende synspunkter. Hvis det er tilfældet, står vi med et grunddemokratisk problem, som bekræfter de værste anelser: At der er døre, der er lukkede for én, hvis man står i opposition til de dominerende syn på værdipolitiske kernepunkter. I 2003 boykottede den i dag radikale Jens Rohde en missionsk præst ved åbningsgudstjenesten. Det er de tolerante, der optræder intolerant i begge sager. Men tolerancens fortalere burde være rummelige nok til en grundtvigsk valgmenighedspræst og en missionsmand.