Umiddelbart kan det være svært at forestille sig, hvordan man kan ”skifte hudfarve” og overbevise sine omgivelser om, at man eksempelvis er hvid, når man nu er født sort. Ikke desto mindre er fænomenet relativt udbredt op igennem især amerikansk historie, hvor efterkommere af slaver har foregivet at være hvide. Så udbredt, at den amerikanske forfatter Philip Roth kunne gøre ”hudfarveskift” til omdrejningspunktet i sin samtidsroman ”Den menneskelige plet” om Clinton-årene fra 2000.
I langt den største del af amerikansk historie har det været en indiskutabel fordel at være hvid frem for sort, så ønsket om at ”passere” som hvid har været forståeligt nok, men nye sager i den identitetspolitiske magtkamp viser, at vinden er ved at vende. Det er nu muligvis en fordel at være sort – i hvert fald kan det være karrierefremmende i et land som USA med stort fokus på minoriteters rettigheder. Som beskrevet i avisen i dag er det netop kommet frem, at en hvid kvindelig professor fra delstaten Kansas i årevis har fortalt sine studerende og kolleger, at hun er sort, og ingen har angiveligt undret sig. Hun er nu trådt tilbage fra sin stilling på et eliteuniversitet.
I en tidligere og sammenlignelig sag om en hvid amerikansk borgerrettighedsaktivist, der byggede hele sin karriere op på en falsk sort identitet, blev det anført, at man ikke skal lade sig begrænse af den biologiske identitet, som man er blevet ”påtvunget” ved fødslen. Man kan vel vælge selv. Og isoleret set har Rachel Dozalel, som kvinden i den meget omtalte sag dengang hedder, ret. Når andre sider af ens identitet, for eksempel køn og seksuel orientering, af mange opfattes som valg, hvorfor så ikke også hudfarve – eller alder for den sags skyld? Hvis man ikke føler sig som hvid, men som sort, eller ikke føler sig som 50-årig, men som 30-årig, skal man vel ikke lade sig begrænse på disse felter heller?
Disse retoriske spørgsmål peger på en logisk brist i det udbredte identitetspolitiske argument om, at identitet er noget, vi vælger, og ikke noget, som vi er født med eller påtvinges udefra. Hvis alt er valgfrit og baseret på følelser, må det logisk set være netop alt, man kan vælge; også alder og hudfarve.
Men der er også noget andet og mere generelt på færde i de to enkeltstående sager fra USA om at skifte hudfarve fra hvid til sort. Nemlig tidens store fokus på ydre kendetegn, der i mange debatter fører til, at man ikke vurderes på det, man siger, eller sit arguments lødighed, men på hudfarve eller køn.
En stor del af både kristendommens og modernitetens historie handler ellers om, at man kan blive fri fra de snærende ydre kendetegn eller fra det sted, man er født. Grækeren eller jøden kan gennem mødet med Kristus blive en fri mand, bondepigen kan gennem oplysning blive en fri kvinde, og alle har i udgangspunktet lige muligheder.
Sådan er det ikke længere, når man kun må udtale sig om bestemte emner, hvis man har den ”rigtige” hudfarve. Dermed risikerer den fælles samtale at forstumme. Debatter bliver for de indviede, og stammementalitet på de politiske fløje vil blive mere fremherskende. Det er denne historiske arv om lige adgang til ”byens torv” og den fælles samtale, man risikerer at smide væk, når følelser og ydre kendetegn bliver normgivende for både identitetsdannelse og samfundsdebat.