Socialpolitik med større værdighed

Syge skal behandles med respekt og retssikkerheden styrkes

Karin Dahl Hansen
Karin Dahl Hansen. Foto: Leif Tuxen.

Intentionerne var rigtige, da man i 2012 ændrede reglerne for førtidspension. Flere yngre skulle have en chance på arbejdsmarkedet frem for en titel som pensionist, før de fyldte 40 år. Det er ikke rigtigt at parkere mennesker på livsvarig passiv forsørgelse, fordi de i en alder af 25 år har en psykisk diagnose. Der var også problemer med en overrepræsentation af mennesker med ikke-vestlig baggrund, og debattører som Naser Khader og Yahya Hassan fremførte, at førtidspension for mange i landets ghettoer var et mål i sig selv.

Men resultatet er forstemmende, og flere steder i landet tvinges udviklingshæmmede i ressourceforløb, svært syge mennesker parkeres på kontanthjælp, og der foretages hovedløs aktivering. Et ord som ”sengepraktik” og en arbejdsevne, der måles ned til halvanden time om ugen, er ikke en velfærdsstat værdig. Overhovedet.

Det er derfor glædeligt, at forligskredsen nu lægger op til en såkaldt præcisering og et opgør med udsigtsløse ressourceforløb. Men spørgsmålet er, om det er nok.

I dag tildeles langt færre førtidspension, og det er jo glædeligt, hvis mange flere er blevet raske og i stand til at varetage et arbejde. Noget tyder imidlertid på, at der er andre ting på spil, og at man visse steder i landet behandler syge mennesker uværdigt. Der er i dag kun halvt så mange unge psykisk udviklingshæmmede som før reformen, der tildeles førtidspension, mennesker, der har haft et stofmisbrug i 40 år og har stærkt nedsat lungefunktion, afvises, og der er eksempler på såkaldte ressourceforløb, som varer i op til fem år.

Og så er der 61-årige Ulla Astrup Jensen fra Struer. Hun har mistet sit job på grund af Parkinsons sygdom med tilhørende hukommelsesproblemer, hendes ryg er skæv på grund af en anden sygdom, og hovedet kan hun ikke holde oprejst. Hun må drikke med et sugerør. Men Struer Kommune fastholder, at den spinkle kvinde ikke skal have førtidspension. Nu overvejer hun og ægtefællen at flytte til en anden kommune, hvilket i sin egen absurditet er logisk. I hvert fald er der stor forskel på, hvor mange der tildeles førtidspension, det svinger mellem 14 og 73 procent, og det er kommet så vidt, at praktiserende læger i København har rådet syge borgere til at flytte kommune, hvorefter de syge hurtigt er blevet tildelt pension i den nye kommune.

En af velfærdssamfundets grundsøjler er, at man bliver forsørget af fællesskabet, hvis man bliver syg, er handicappet og ikke kan klare sig selv. Det er en kerneydelse og langt vigtigere end økologisk mad i daginstitutioner, kommunale pensionistrejser og offentligt betalte rygestopkurser. Fine initiativer, men det er flødeskum på kagen.

Det er ikke et mål i sig selv at få førtidspension, men det skal være en reel mulighed, hvis man er varigt syg. Der skal være en retssikkerhed på tværs af kommunegrænser, og meningsløs arbejdsprøvning skal afløses af sund fornuft og ikke mindst respekt for det enkelte menneske.