Prøv avisen
Leder

Kristeligt Dagblad mener: Socialpolitikken skal reformeres

Af Jeppe Duvå, redaktionschef

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

30 spildte år forpligter til en helt ny måde at hjælpe de svageste

Samfundets sociale indsats over for de svageste står i en sjælden, uafklaret situation. Det er i den slags overgangsfaser, fremskridt kan skabes. To forhold i tiden spiller sammen og kan – hvis man anlægger optimistens synsvinkel – pege fremad.

Den socialdemokratiske regering har erklæret sin overtagelse af magten som en ny start for en ambitiøs socialpolitik. Og satspuljen, der i næsten 30 år forvred store dele af den sociale indsats til et kludetæppe af kortsigtede projekter, er afskaffet med virkning fra i år.

Disse to forhold må bringes til at spille sammen, så resultatet bliver en helt anderledes langsigtet og prioriteret socialpolitik, end Folketinget og kommunerne hidtil har evnet.

En sådan ny socialpolitik må bryde med årtiers tvangsforestillinger om, at alle kan komme i arbejde. Det kan alle svage ikke, selv hvis de ville, og samtlige tiltag i den retning er da også slået fejl. Og så må en ny socialpolitik meget mere konkret sortere mellem de grupper, der kaldes svage. Det er et grimt udtryk. Men det er i de svagestes – med et udmærket gammelt udtryk: de mest værdigt trængendes – interesse, at det sker.

Der må skelnes mellem mennesker, der har en delvis, forbigående eller blot formel social udsathed, og så mennesker, der i kraft af sygdom, handicap eller alder ikke har arbejdsevne, ikke kan klare sig selv og ikke har udsigt til, at det bliver anderledes.

Eksempelvis hører mange beboere i ghettoer, de udsatte boligområder, til førstnævnte kategori: De er primært på grund af deres adresse gjort til sociale tilfælde. Sinds-lidende, fysisk nedslidte og mennesker med udviklingshandicap er blandt grupperne i sidstnævnte kategori.

Det må med andre ord knæsættes som bærende i socialpolitikken, at alle svage ikke er lige svage. Det vil blandt andet medføre, at der spares på de utallige integrations- og gadeprojekter, der ganske vist har høj mediesynlighed og prestige i socialpædagogiske kredse, men opviser forbløffende ringe konkrete resultater.

Til gengæld kan ressourcerne koncentreres på dem, som er så marginaliserede, at de i årtier har været tæt på usynlige for flertalssamfundet. Det er i vidt omfang socialpolitikkens ”klassikere” såsom kronisk syge og svært belastede misbrugere.

Fremtidens velfærdssamfund skal kendes på, at det aldrig slår kassen i for de hjælpeløse og omvendt kræver meget af dem, der med lidt hjælp kan bringes til at hjælpe sig selv.

Flere iagttagere peger i dagens Kristeligt Dagblad på, at 30 års socialpolitik ikke har virket. Det må lyde som en alarm for de politikere, der nu skal skrue den ny socialpolitik sammen. Nedlæggelsen af satspuljesystemet, bedre sent end aldrig, betyder, at socialpolitikken skal hente sine midler i en politisk kamp med andre samfundsopgaver om pladsen på finansloven. At de svageste ikke går tabt i det ræs, er det allerførste, S-regeringen må sikre. Derefter er dens opgave intet mindre end at levere en reform af socialområdet.