Når man står med et problem, er det generelt en god tommelfingerregel at spørge sig selv, om løsningen ligger i større eller mindre frihed. Hvis den enkeltes frihed har alvorlige konsekvenser for fællesskabet, kan det desværre være nødvendigt at begrænse friheden.
Efter årtiers fælles forståelse for, at folkesundheden var bedst tjent med, at vi alle frivilligt fik vores børn vaccineret mod nogle af tidligere tiders farligste og mest smitsomme børnesygdomme såsom mæslinger, difteri og fåresyge, er udviklingen paradoksalt nok gået i stå og i enkelte tilfælde gået tilbage.
Og det i en grad, så man fra politisk og fagligt hold bør overveje, om den enkeltes frihed er blevet for stor en trussel mod fællesskabet.
Kristeligt Dagblad vil fra i dag og de kommende dage sætte lys på vaccineproblematikken, hvor verdenssundhedsorganisationen WHO som nævnt i dagens avis direkte peger på Danmark som et af de ganske få europæiske lande, hvor vaccinationsgraden nu er på så lavt et niveau, at der er konkret risiko for et omfattende udbrud af mæslinger.
Her er vel at mærke tale om en sygdom, som er den femtehyppigste dødsårsag blandt børn på verdensplan, og som kan forårsage varige hjerneskader samt en lang række andre alvorlige følger. Og alligevel er det i dag kun 88 procent af en småbørnsårgang, der vaccineres, et godt stykke under de 95 procent, som WHO betegner som nødvendigt, hvis sygdommen skal udryddes.
At Danmark er endt i den gruppe, under lande som Turkmenistan og Aserbajdsjan, kan i grove træk forklares med to grupper af forældre, hvoraf den ene er lovligt undskyldt og bør støttes, mens den anden bør stilles til ansvar for et egoistisk hasardspil med egne, men ikke mindst andres børn.
For mange ressourcesvage forældre kan den frivillige vaccination af børnene let være noget, der ikke af ond vilje, men i hverdagens trængsler glider i baggrunden og bliver glemt.
Her kunne man fra sundhedsmyndighedernes side overveje en oprustning af sundhedsplejen i landets daginstitutioner og skoler. Mange husker nok den lille sukkerknald eller den obligatoriske calmettevaccine, man for få årtier siden gav alle børn i skolen i den succesfulde kamp mod polio og tuberkulose.
Måske tiden er inde til den samme praksis i kampen mod mæslinger, blandt andet som en hjælp til forældre, der ikke selv kan overskue og håndtere vaccinationsforløbet.
Sådan et tiltag vil dog næppe fange den anden og mere problematiske gruppe af forældre. For blandt en gruppe af ressourcestærke forældre er der opstået en næsten konspirationsagtig myte om vacciner som en større risiko end den naturlige immunitet, de vil lade deres børn udvikle gennem mæslinger og andre stærkt smitsomme sygdomme.
”Naturlighed” er kodeordet i denne voksende tendens, der ses over hele verden, men som dog ikke er mere naturlig, end at den kun lader sig realisere, fordi det store flertal trods alt stadig følger eksperternes råd og lader deres børn vaccinere.
Men en relativt stor gruppe af forældre bør ikke uimodsagt spille hasard med andres børns liv og helbred, og det er her, man bør overveje en begrænsning af friheden.
I USA’s mest folkerige stat, Californien, har man eksempelvis valgt at gå til kamp mod den voksende vaccinemodstand ved ganske enkelt at nægte de ikke-vaccinerede børn adgang til både offentlige og private skoler.
Det kan virke drastisk, men er i bund og grund vel ikke mere drastisk end de forældre, der i en egoistisk selvudviklingsproces er villige til at gamble med andres helbred.