Forholdet til ens søskende er noget ganske særligt. Kun de er vidner til ens egen udvikling gennem det meste af tilværelsen. Søskende er synonym for nærvær. Alle andre livsdefinerende forhold er, ihvertfald delvist, kendetegnet ved fravær: Forældre vil som regel ikke være til stede i deres børns alderdom. En ægtefælle vil ikke have oplevet sin partners barndom. Og børn vil af tilsvarende gode grunde aldrig kende deres forældre som andet end voksne og forhåbentligt gamle.
Store dele af ens liv kender de mennesker, man er tættest på, derfor kun i fraværets form: gennem billeder, overleveringer og erindringer. Søskende derimod er til stede. Dem deler man i de fleste tilfælde både fortid, nutid og fremtid med. De er ens livsvidner i meget længere tid end andre mennesker, man kommer nær, og det præger vores syn på søstre og brødre dybt.
Som beskrevet i dagens avis i den første artikel i en ny stor serie om søskende vil over 80 procent af voksne danskere hjælpe deres søskende, hvis de har brug for det. Knap 40 procent betragter deres søskende som nærmeste fortrolige. I en tid, som mange oplever som kriseramt og præget af brud, er disse tal udtryk for en bemærkelsesværdig kontinuitet. Gennem et for mange mennesker langt liv, hvor gamle falder bort, og nye kommer til, er ens søskende den røde tråd.
Der er imidlertid ingen, der har lovet, at forholdet mellem søskende skal være nemt. Allerede på de første sider i Bibelen møder læseren historien om brødrene Kain og Abel, hvis rivaliserende forhold ender med mord. Et særkende ved kristendommen er de bibelske beretningers fantastisk realistiske skildringer af den menneskelige eksistens. Intet er fremmed, intet pakkes ind, her serveres livet råt. Som grundfortælling i vestlig kultur peger Kain og Abel-historien frem mod 2020 og hvisker gennem tiderne: Det har aldrig været nemt at være menneske, endsige have søstre og brødre. Men der er noget, der er vigtigere: en uendelig trøst i det grundvilkår, at vi som mennesker er forbundne. Der er hjælp at hente.
Det er bevidsthed om dette grundvilkår, der kommer til udtryk, når 80 procent af de adspurgte i den nye undersøgelse svarer, at de vil hjælpe deres søskende. Det er positivt, at så mange instinktivt ved, hvor man skal vende sig hen, når krisen rammer.
Samtidig er undersøgelsens resultater en påmindelse om at pleje forholdet til ens nærmeste. Netop fordi søskende – til forskel fra børn, ægtefæller og forældre – er til stede i hele ens eget liv, er det dybt smerteligt, hvis relationen til bror eller søster ødelægges. Familiestridigheder kan være dybt forkrøblende, så man bør gå ekstra langt for at værne om søskendeforholdet. Som livet skrider frem, bliver man ofte mere alene, men mange oplever en ny opblomstring i søskendeforholdet, når ens forældre falder bort. Denne fremtidens glæde må man ikke ødelægge i nutidens galde, så bedre at lade eventuelle irritationer hvile og fokusere på helheden. Det er ens søskende, der er den røde tråd.