Sofies valg mellem ære og magt: Efter flere løgne tåler Radikales nye leder ikke én mere

Det er for længst holdt op med at handle om uønskede seksuelle tilnærmelser. Nu handler det om løgn, eller mere præcist: løgn over løgn

Uroligt hviler det hoved, der bærer en krone. Efter blot en uge som politisk leder ved Sofie Carsten Nielsen formentlig alt om, hvad der menes med sentensen. Den er fra William Shakespeares skuespil ”Henrik den 4.”, der handler om magt, ære og oprør. Ingen af delene savnes i det politiske stykke, som Radikale Venstres folketingsgruppe i disse dage opfører for vælgerne.

Det er for længst holdt op med at handle om uønskede seksuelle tilnærmelser. Nu handler det om løgn, eller mere præcist: løgn over løgn.

Sofie Carsten Nielsen, der tog over, da hendes nære allierede Morten Østergaard for 10 dage siden blev fældet af den første af en række krænkelsessager, står lige nu i en situation, hvor hun kan vælge mellem at gå som politisk leder eller at blive og imødese en sprængning af gruppen. Det sidstnævnte udelukker naturligvis ikke, at hun efterfølgende kan blive nødt til at trække sig alligevel, ligesom det førstnævnte ej heller behøver udelukke en sprængning.

Man kunne hævde, at alt dette dybest set er et internt husspektakel – når man ser bort fra den sinistre underholdningsværdi, som den slags altid rummer. Den slags, som Shakespeare ophøjede til noget af menneskehedens største kunst. Men så ser man bort fra to forhold: At Radikale Venstres fremtid som fungerende og ansvarlig politisk enhed, og ikke bare som væksthus for højtuddannede politiske drømmere, er af stor demokratisk interesse. Og at det altid er relevant for den bredeste offentlighed, når der igen og igen lyves over for vælgerne.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og løjet er der blevet. Det seneste forsøg på demaskering af Sofie Carsten Nielsen, udført på Facebook af gruppemedlem Ida Auken, må indlysende føre til Sofie Carsten Nielsens afgang, hvis det følges op af noget, der bare ligner dokumentation. Ida Auken fortæller, at hun allerede i 2017 over for Sofie Carsten Nielsen, der dengang var folketingsgruppens næstformand, påtalte, at Morten Østergaard på Folkemødet på Bornholm havde opført sig stærkt grænseoverskridende over for en ung kvinde. Hvis det er sandt, er Sofie Carsten Nielsen ikke bare skyldig i først at have deltaget i Morten Østergaards cover-up i dagene, inden han gik af, og derefter mod bedre vidende at have sagt, at der hende bekendt ikke var flere sager, selvom hun kendte til mindst én mere. Nej, så er hele hendes narrativ de seneste dage baseret på en historisk usandhed: en konsekvent dækken i årevis over en fuldkommen uegnet partileder. Så uegnet, at det er personligt belastende og politisk ødelæggende, hvis hun ikke som næstformand reagerede ved at få sat alt ind på at stoppe den angiveligt ukontrollable Østergaard.

Hvordan den strid lander, er afgørende for, om Radikale Venstre nogensinde igen kan blive et parti, som Venstre, Socialdemokratiet eller en koalition af partier kan tage med ind i en regering. Derfor er der væsentlige politiske perspektiver i dramaet. Antagonismen i partiet er så dyb, at der ikke kommer til at vokse mos over den, bare der går noget tid – hvilket ellers var det bedste, Sofie Carsten Nielsen og det flertal i folketingsgruppen, der indtil videre er loyalt mod hende, kunne håbe på. Sofie Carsten Nielsen har kaldt Ida Aukens oplysninger for ”falske påstande”. Som landet ligger, var hun nødt til at reagere med en total afvisning, uanset hvad. Deraf kan man naturligvis ikke udlede, at Ida Auken har ret. Men mon ikke der findes andre vidner end Ida Auken til et fuldemandsovergreb, som midt på et folkemøde nok er sket i en vis offentlighed, og som Sofie Carsten Nielsen derfor selv må have hørt om, allerede kort efter det skete?