Det samlede Europa er først og fremmest et fredens projekt. Lande, der før udkæmpede krige, har begravet historiske rivaliseringer i et skæbnefællesskab, som efter Berlinmurens fald og kommunismens sammenbrud ikke længere kun skulle handle om økonomisk integration og samhandel. Ønsket om ”at bringe det europæiske kontinents deling til ophør” og ”at styrke solidariteten mellem deres folk” er så central for den fælleseuropæiske tanke, at det står nedfældet i præamblen til samtlige af de EU-traktater, der har været gældende, siden De Europæiske Fællesskaber for 22 år siden forvandlede sig til Den Europæiske Union.
11 år senere blev visionen om et forenet kontinent ført ud i livet, da de tidligere østbloklande under stor festivitas blev optaget i den europæiske familie. Men nu da tusinder og atter tusinder af flygtninge og migranter ikke blot banker på unionens dør, men nærmest er ved at rende flere europæiske lande over ende, er det på sin plads at minde om, at solidaritet ifølge Ordbog over det danske Sprog er lig med fælles ansvar og forpligtelse, men også betyder samdrægtighed og ubrydeligt sammenhold.
Det ser flere europæiske ledere desværre ud til at have glemt. Mange af dem overhørte italienernes og grækernes mangeårige råb om hjælp til at håndtere det støt stigende antal flygtninge, som først alt for sent er kommet øverst på dagsordenen i unionen. Og nu da flygtningesituationen bliver stadig mere tilspidset, er det, som Europa er ved at blive delt af et nyt jerntæppe mellem øst og vest.
Tyskland og Frankrig presser sammen med EU-institutionerne i solidaritetens navn på for en ”fair fordeling” af over 150.000 flygtninge og migranter de 28 medlemslande imellem. De ”nye” østeuropæiske medlemslande betakker sig med henvisning til deres kristne religion og manglende erfaring med indvandring. Et land som Ungarn er med sin placering ved EU's ydergrænse presset så meget i bund, at det er forståeligt, at ordet solidaritet i mange ungarers ører klinger hult.
Men det gavner ikke, når en notorisk provokatør som den ungarske premierminister Viktor Orbán nægter at tale om et europæisk problem og reducerer flygtningeproblematikken til et tysk problem alene af den grund, at EU's største land er ønskedestinationen for langt de fleste flygtninge og migranter.
Den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, har ganske rigtig påpeget, at den kolossale opgave ikke kan løses, hvis alle fortsætter med at pege fingre ad hinanden.
Solidaritet er ikke noget tag selv-bord, og det er på høje tid, at EU's stats- og regeringschefer besinder sig på, hvad hele grundidéen med den europæiske samling var.
ker