Prøv avisen
Leder

Solvognen på et sidespor

I ”Ranes museum” følger man på reality tv-manér den nye direktør i de første måneder i jobbet. Og kedeligt bliver det ikke, for som programmet præsenteres: ”Hvor stor en udfordring venter Rane? Er medarbejderne klar til hans visioner og nye spilleregler?”. Foto: Tariq Mikkel Khan/ Ritzau Scanpix

Museer bør ikke bukke under for digitaliseringspres

Nationalmuseet i København har fået ny direktør. Nu skal landets største museum og dets godt 700 ansatte vænne sig til nye tider og ny ledelsesstil. Montrerne skal støves af, bundlinjen skal skifte farve, og der skal flere borgere gennem tælleapparaterne. Ihvertfald ifølge DR.

Her har man beredvilligt stillet sig til den nye direktør, Rane Willerslevs, rådighed og produceret en serie på seks afsnit, der netop har haft premiere. I ”Ranes museum” følger man på reality tv-manér den nye direktør i de første måneder i jobbet. Og kedeligt bliver det ikke, for som programmet præsenteres: ”Hvor stor en udfordring venter Rane? Er medarbejderne klar til hans visioner og nye spilleregler?”.

Sagt helt neutralt bliver det faktisk spændende at følge. Måske ikke tv-programmet, der skruer lovlig meget op for persondyrkelsen, men Willerslevs opgave er dybt interessant. Nationalmuseet er danskernes nationale hukommelse, og alle har glæde af, at dets skatte opleves af så mange som muligt, og at dets opsamlede viden er til rådighed for alle.

Men lige så indlysende er det, at høje besøgstal ikke bør være det eneste succes-parameter, og at man kan gå for langt i formidlings- og populariseringsiver for at ramme bredest muligt. Der lurer i tiden en ukritisk begejstring for digitaliseringens tilsyneladende uanede muligheder. Samtidig ansporer individualiseringen kraftigt til, at alting skal opfattes på den enkeltes egne præmisser. Når disse to strømninger løber sammen i museumsformidlingen, åbnes der nye, svimlende muligheder for at gøre fortiden nærværende for museumsgæsten.

Det er man kommet langt med på eksempelvis Moesgaard Museum i Aarhus. Her havde man tidligere succes med en udstilling om Roms gladiatorer, hvor museumsgæsten blev placeret midt i en gigantisk udgave af Colosseum. Digitalisering og individ-centrering løb her sammen. Forførende, ja, men også forglemmeligt. Heldigvis var Colosseum-filmen suppleret af en imponerende samling genstande fra det gamle Rom – i gammeldags montrer med gammeldags papskilte med gammeldags, forklarende tekster. Museumsformidling som vor mor lavede den, javist, men når man står foran et romersk sværd eller en benskinne fra Pompeji, er det hverken digitalt eller selv-optaget, men et håndgribeligt udtryk for forfædrenes liv og forestillinger.

Genstande som disse er der utallige af på Nationalmuseet. Man må håbe, at Rane Willerslev og museets ledelse bevarer jordforbindelsen, så adgangen til de uvurderlige skatte bevares på egne præmisser – samtidig med at de nye formidlingsmuligheder udforskes som supplement. Solvognen bør ikke køres ud på et sidespor, og Gundestrupkarret må ikke drukne i iPads. I sidste ende skal fortidens konkrete skatte nemlig nok vise sig at overleve vor tids hysteriske digitaliseringsdyrkelse.